Tennis

Wozniacki møder grand slam-mester eller OL-guldvinder i Miami

Caroline Wozniacki er havnet i samme halvdel som Williams-søstrene i WTA-turneringen i Miami.

Caroline Wozniacki skal i Miami forsøge at rejse sig oven på nederlaget i Indian Wells. Foto: Scanpix/Matthew Stockman

Caroline Wozniacki skal i Miami forsøge at rejse sig oven på nederlaget i Indian Wells. Foto: Scanpix/Matthew Stockman

US Open-vinderen Samantha Stosur fra Australien eller OL-guldvinderen Mónica Puig fra Puerto Rico.

Sådan lyder menuen, når Caroline Wozniacki senere på ugen tager hul på WTA-turneringen i Miami.

Det står klart efter lodtrækningen til turneringen i Florida, hvor andenseedede Wozniacki indtræder i anden runde.

Wozniacki har gode erfaringer fra de indbyrdes opgør mod begge spillere. Mod verdensranglistens nummer 45, Stosur, har Wozniacki vundet syv af 12 opgør.

I kampene mod Puig, der ligger nummer 82 på verdensranglisten, fører Wozniacki 3-1 indbyrdes. Senest mødtes de to i Qatar i 2017, hvor Wozniacki vandt sikkert i to sæt.

Kommer Wozniacki videre fra mødet med enten Stosur eller Puig, kan en kamp mod enten Venus eller Serena Williams vente danskeren, da de er placeret i samme halvdel som Wozniacki.

Det kan dog tidligst blive i kvartfinalen, at en kamp mod Venus Williams kan blive en realitet, mens Serena kan vente i semifinalen.

Først skal sidstnævnte dog forbi Naomi Osaka, der søndag vandt sin første WTA-titel i karrieren med en sikker finalesejr på 6-3, 6-2 over Darja Kasatkina i Indian Wells.

Netop Kasatkina blev Wozniackis overkvinde i ottendedelsfinalen i Indian Wells.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst