Wozniacki om første sejr over etter: Regn bringer mig held

I syvende forsøg lykkedes det Caroline Wozniacki at slå en regerende verdensetter i kamp afbrudt af regn.

Vaughn Ridley/Getty Images/AFP
Tennis 12. august 2017 04:22 - Opdateret 12. august 2017 09:01

TENNIS: For første gang i karrieren lykkedes det fredag Caroline Wozniacki at besejre en spiller, der ligger nummer et på verdensranglisten.

I en tre timer lang maratondyst nedkæmpede hun den regerende verdensetter, Karolína Plísková, fra Tjekkiet i tre sæt og er nu blandt de sidste fire i Rogers Cup i Toronto.

Hidtil har Wozniacki tabt de seks gange, hun har været oppe mod nummer ét.

Fem gange til Serena Williams og en gang til Dinara Safina ifølge WTA’s hjemmeside.

Men i syvende forsøg lykkedes det. Og muligvis hjalp de regnbyger, som tre gange i første sæt afbrød kampen.

Regnvejr bringer tilsyneladende held for "Miss Sunshine", som Caroline Wozniacki ofte kaldes af nordamerikanske medier.

- I stort set alle de turneringer, jeg har spillet i år, har der været forsinkelser på grund af regn, så jeg må bare grine af det, fordi det ser ud til at forfølge mig, sagde hun ifølge BBC i et interview på banen efter kvartfinalen.

- I år har jeg haft en fremragende turnering, hver eneste gang det har regnet, så jeg tænkte, at det må være held, tilføjede hun.

I første sæt var Wozniacki håbløst bagud 1-5, men afbrydelserne forstyrrede åbenbart Pliskova så meget, at hun gik helt i stå, og danskeren vandt sættet 7-5.

Andet sæt forløb uden regnvejrsafbrydelser, og begge spillere holdt serv, så sættet skulle afgøres i tiebreak. Her var Karolína Plísková bedst og sejrede 7-3. Tredje sæt endte med dansk sejr på 6-4.

I semifinalen venter amerikaneren Sloane Stevens, der slog tjekken Lucie Safarova i tre sæt.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...