Wozniacki semifinaleklar i Dubai

Den danske tennisspiller nedkæmpede franske Marion Bartoli i tre sæt

Caroline Wozniacki undervejs i kampen mod Marion Bartoli. Foto: Reuters/Scanpix/Ahmed Jadallah

Caroline Wozniacki undervejs i kampen mod Marion Bartoli. Foto: Reuters/Scanpix/Ahmed Jadallah

DUBAI:Et topresultat lurer for den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki ved WTA-turneringen Dubai Duty Free Tennis Championships.

Den tidligere verdensetter spillede sig torsdag videre til semifinalen med sejr på 4-6, 6-1, 6-4 over franske Marion Bartoli.

Det er tredje år i træk, at Wozniacki spiller sig videre til semifinalen i Dubai. Sidste år blev semifinalen endestationen for danskeren, men i 2011 strøg hun helt til tops i turneringen, hvor store dele af verdenseliten i år stillede til start.

Wozniacki, verdens nummer 10, burde egentlig have vundet første sæt over franskmanden, der er rangeret som nummer 11 i verden. Wozniacki førte med 4-2 og servede selv, men så vandt Bartoli fire partier i træk.

Umiddelbart var det noget, der burde ryste Wozniacki, men det var ikke til at se på danskeren. Wozniacki bragte sig på nærmest ingen tid foran 5-0, inden hun servede sættet hjem foran 5-1.

I tredje sæt så det først skidt ud for Wozniacki, der kom bagud 0-2, men så vandt danskeren fem partier i træk, og det forspring kunne franskmanden lige præcis ikke hente. Wozniacki servede kampen hjem foran 5-4.

I fredagens semifinale møder Wozniacki Wimbledon-mesteren fra 2011, Petra Kvitova. Tjekken, der er nummer otte i verden, vandt med 6-2, 6-4 over Wozniackis gode veninde - polske Agnieszka Radwanska, der er nummer fire i verden

Wozniacki og Kvitova har mødt hinanden seks gange før, og det er blevet til tre sejre hver.

Den anden semifinale står mellem de to italienske veninder og makkerpar i double, Sara Errani og Roberta Vinci.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.