Wozniacki færdig ved sæsonfinalen

Danskeren skulle slå Elina Svitolina i to sæt men fejlede

Foto: Roslan Rahman/AP/Ritzau Scanpix

Foto: Roslan Rahman/AP/Ritzau Scanpix

TENNIS:Caroline Wozniacki kommer ikke til at forsvare sidste års triumf fra WTA Finals i dette års udgave i Singapore.

Torsdag tabte hun andet sæt i sin sidste gruppekamp mod Elina Svitolina fra Ukraine, og selv om kampen endnu ikke var spillet til ende, stod det ved stillingen 1-1 i sæt klart, at danskeren ikke kunne nå semifinalerne.

Wozniacki vandt første sæt 7-5, mens Svitolina tog andet sæt med de samme cifre efter et drama af en velspillet kamp. Ukraineren vandt andet sæt på sin femte sætbold.

Derimod var Svitolina videre uanset resultatet af tredje sæt, som hun dog alligevel vandt 6-3, så sejrscifrene lød 7-5, 5-7, 6-3.

Normalt går man til en tenniskamp med målet om "blot" at vinde den, men allerede inden torsdagens møde vidste Wozniacki, at hun var tvunget til at vinde 2-0 i sæt for at avancere fra gruppespillet i Singapore.

Det var kendsgerningen efter Karolina Pliskovas sejr tidligere torsdag over Petra Kvitova, som sendte førstnævnte videre og sidstnævnte ud.

Resultatet var perfekt for Svitolina, som dermed blot skulle vinde et enkelt sæt mod Wozniacki for at avancere, og det skulle hun altså komme til at lukrere på, men først efter to dramatiske sæt.

Wozniacki formøblede et forspring på 40-0 i Svitolinas første serveparti, men der skulle snart komme flere chancer, og i stedet brød danskeren rent til 2-1, da Svitolina fejlede på en smash.

Spillerne holdt serv i de næste partier, og en godt spillende Wozniacki så også ud til at serve sig foran med 5-3, da hun i det ottende parti førte 40-15. Men Svitolina løftede niveauet, spillede fire gode bolde i træk og brød til 4-4.

Ukraineren servede sig på 5-4, og så havde Wozniacki ryggen mod muren i næste parti, men hun håndterede presset og udlignede til 5-5.

I sættets sidste fase ramte Wozniacki sit ypperste niveau og brød til 6-5 efter et parti, hvor hun blandt andet fik momentum med en smuk stopbold. Efterfølgende servede hun sættet hjem efter endnu et flot parti.

Dermed stod det klart, at vinderen af andet sæt ville tage semifinalepladsen, og den gjorde begge spillere sig fortjent til spillemæssigt.

Begge angreb og forsvarede sig forbilledligt, og der skulle utroligt meget til at vinde duellerne.

Wozniacki brød til 2-1, Svitolina til 2-2, og den ellers pressede Wozniacki holdt serv til 3-3 med en hård slice, der fik tilskuerne op af stolene.

Spillerne fortsatte med at holde serv, og Wozniacki stod for presset, da hun servede ved stillingen 3-4 og 4-5, men ved 5-6 gik den ikke længere.

Efter et maratonparti måtte danskeren overgive sig på den femte sætbold, hvorefter de gav sig i kast med tredje sæt.

Her tegnede Svitolina sig for det første brud til 5-3, og trods nede 0-40 i det efterfølgende parti servede hun sejren hjem.

Ukraineren vandt dermed alle tre gruppekampe, mens Pliskova går videre med to sejre. Wozniacki hentede én sejr, mens Kvitova rejser hjem med tre nederlag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.