Wozniacki taber trods flot comeback

Caroline Wozniacki er færdig ved French Open efter nederlag på 1-6, 7-6, 3-6 til estiske Kaia Kanepi.

Wozniacki taber trods flot comeback

Heller ikke ved French Open fik den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki succes.

Den tidligere verdensetter, som oplever en sløj 2012-sæson, røg lørdag ud i tredje runde af den franske grand slam-turnering i Paris til estiske Kaia Kanepi, som fortjent vandt med 6-1, 6-7, 6-3.

Niendeseedede Wozniacki havde inden opgøret ellers vundet tre ud af fire hidtidige kampe mod den 23.-seedede ester, men det var Kanepi ligeglad med.

Kanepi lod sig heller ikke ryste af, at hun smed en føring på 5-1 og to matchbolde væk i andet sæt, som danskeren noget mirakuløst vandt efter et flot comeback.

Den hårdtslående Kanepi dominerede opgøret fra start af, og Wozniackis velkendte stærke defensiv kunne ikke stille meget op mod esterens tunge slag.

Netop de hårdtslående spillere er ofte et problem for Wozniacki, hvis ikke danskeren selv rammer dagen, og det gjorde hun bestemt ikke mod Kanepi.

Det gik for alvor galt for Wozniacki, da hun ved stillingen 1-1 i andet sæt fejlede fælt i egen serveparti. Bagud 30-40 stoppede Wozniacki med at spille videre i en duel, fordi hun mente, at Kanepi havde slået bolden ud.

Da dommeren kom ned for et se på det mærke, Wozniacki havde fundet frem, måtte danskeren til sin store chok konstatere, at dommeren mente, at bolden var god. Dermed var Wozniacki brudt og bagud 1-2.

Wozniacki diskuterede i flere minutter nytteløst med dommeren. Det ændrede ikke noget, og værre var det, at Kanepi umiddelbart ikke lod sig ryste over begivenhederne.

På ingen tid kom Kanepi foran 5-1. Wozniacki virkede modløs, inden esteren blev ramt af en klassisk gummiarm, som altså ikke kostede i sidste ende.

Sidste år nåede Wozniacki også tredje runde i Paris-turneringen. Bedste resultat for Wozniacki er fortsat kvartfinalen for to år siden.

/ritzau/