Tennis

Wozniacki tromlede over australier

Den finaleseedede dansker afgav kun fire partier i første runde, hvor Daria Gavrilova blev besejret

Caroline Wozniacki er videre til anden runde af Madrid Open efter sikker sejr over Daria Gavrilova fra Australien. Arkivfoto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Caroline Wozniacki er videre til anden runde af Madrid Open efter sikker sejr over Daria Gavrilova fra Australien. Arkivfoto: Scanpix/Liselotte Sabroe

TENNIS:Tennisstjernen Caroline Wozniacki fik en fornem åbning på grusturneringen Madrid Open.

Den 27-årige dansker slog i første runde australske Daria Gavrilova med 6-3 og 6-1.

Kampen var præget af lange, opslidende dueller, og i den disciplin er der ikke mange, der kan hamle op med Wozniacki.

Når chancerne bød sig, så var den finaleseedede dansker skarp til at sende Gavrilova ud på en løbetur eller fyre et vinderslag afsted.

Gavrilova, der er nummer 24 på verdensranglisten, havde samtidig store problemer i sine egne servepartier og blev noteret for hele syv dobbeltfejl.

I første sæt bragte Wozniacki sig foran 3-1 på et servegennembrud, men australieren fik brudt tilbage og kort efter udlignet til 3-3.

Men så var der heller ikke meget mere i Gavrilova, der til trods for de lange slagudvekslinger måtte se Wozniacki vinde de næste syv partier.

I andet sæt have australieren tre breakbolde til at få brudt Wozniacki, efter at danskeren havde vundet de første tre partier. Men Gavrilova missede selv de mest oplagte bolde, og så kom danskeren på 4-0.

Gavrilova holdt efterfølgende serv og fik reduceret til 1-4, inden danskeren kørte sættet og sejren hjem.

Det var anden gang i karrieren, at Wozniacki slog Gavrilova. De to spillere mødtes også for to år siden, hvor det endte med en dansk sejr.

I anden runde står Wozniacki over for italieneren Sara Errani eller Asleigh Barty fra Australien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst