Wozniacki ude af US Open

Tredje runde blev endestationen for danskeren

Caroline Wozniacki tabte. Foto: Scanpix
Tennis 1. september 2013 07:43 - Opdateret 1. september 2013 09:41

NEW YORK: Den italienske kvalifikationsspiller Camila Giorgi leverede en af US Opens helt store overraskelser, da hun natten til søndag dansk tid slog danske Caroline Wozniacki ud af turneringen.

Nok er Giorgi kun nummer 136 på verdensranglisten, men hun viste sig at være en angrebslysten spiller, der uimponeret gik til den sjetteseedede dansker og vandt kampen med cifrene 4-6, 6-4, 6-3.

I begyndelsen endte mange af den 21-årige italieners aggressive slag enten på den forkerte side af baglinjen eller i nettet, mens Wozniacki kørte en knap så prangende, men mere konsekvent stil.

Giorgi tog dog efterhånden fuldstændig kontrol med kampen og fik også publikum med sig på det kæmpestore Arthur Ashe-stadium.

Powertennis

I første sæt fulgtes de to spillere ad indtil stillingen 4-4. Herefter lykkedes det Wozniacki at bryde til 5-4, hvorefter hun kunne serve sættet hjem. Det skete dog ikke helt uden problemer, og Giorgi havde flere gange mulighed for at bryde danskeren.

Andet sæt var også tæt og bød på mange lange dueller. Giorgi brød til 3-1, men Wozniacki brød tilbage lige efter.

Ved stillingen 4-4 havde den unge italiener dog overtaget. Og med sin powertennis tog hun sit parti rent til 5-4, brød en presset Wozniacki til 6-4 og tvang dermed kampen ud i et tredje sæt.

Udnyttede ikke muligheder

Et af Caroline Wozniackis problemer kampen igennem var at få udnyttet mulighederne for at bryde sin modstander. I tredje sæt kunne hun have brudt allerede i første parti, og igen ved stillingen 2-2 fik hun mulighed for at bringe sig foran i Giorgis serv.

I stedet holdt Giorgi fast og sikrede sig en føring på 4-2 ved at bryde danskeren.

Efter tre matchbolde til Giorgi lykkedes det Wozniacki at holde serv til 3-5. Kort efter havde italieneren dog igen to matchbolde i egen serv. Første gang fik Wozniacki afværget, men femte gang blev lykkens gang - til stor jubel for publikum.

I ottendedelsfinalen skal Giorgi møde sin 10.-seedede landsmand, Roberta Vinci.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...