Wozniackis træner kritiserer Wimbledon

Træner Thomas Johansson er træt af, at Wimbledon ikke kunne bestemme sig til, hvor Wozniacki skulle spille.

Wozniackis træner kritiserer Wimbledon

Sent tirsdag aften kom Caroline Wozniacki endelig i gang ved årets Wimbledon. Hun var programsat til bane to, men da programmet trak ud her, blev hun i stedet sat til at spille på Centre Court, hvor Andy Murray havde afgjort sin kamp på rekordtid.

Inden da var det længe uvist, hvor Wozniacki skulle spille mod Tamira Paszek. Ikke kun for omgivelserne, men også for hende selv. Hun fik således flere kontrameldinger, hvilket irriterede hendes træner, Thomas Johansson.

- Hun fik fire forskellige beskeder. Først skulle hun spille på bane to, så Centre Court, så alligevel på bane to og til sidst på Centre Court.

- Det er unødvendigt og ikke godt nok ved så stor en turnering. Det betyder ikke noget for mig, men det gør det for spillerne, siger Thomas Johansson.

Svenskeren er derimod fortrøstningsfuld med henblik på fortsættelsen onsdag, som genoptages på Centre Court ved stillingen 2-2

- Nu har Caroline set, hvordan hun spiller og kan fokusere på, hvad hun skal gøre i morgen. Hun skal spille hende i forhånden, som er hendes svaghed, fordi hun har så stort et sving på den.

- Men jeg synes, at Wozniacki skulle have ført 3-1. Hun førte 2-0 og havde et svært parti ved 2-1, men førte 30-0 i det næste parti. Jeg så nogle af tendenserne fra træningsbanen, men jeg synes stadig ikke, at Caroline vover helt nok.

- Men hun er lidt nervøs, det kender jeg selv. Forhåbentlig kan hun smide nerverne i morgen, og jeg ser det som positivt, at de spiller videre i morgen.

- Det er intet problem for Caroline, der er meget professionel og har været med i mange år, siger Johansson.

Caroline Wozniacki genoptager kampen mod Tamira Paszek på Centre Court, når Roger Federer har afviklet sin kamp mod Fabio Fognini. Den begynder klokken 14 dansk tid.

/ritzau/