WTO-direktør advarer om junglelov uden WTO

Trods amerikansk kritik af Verdenshandelsorganisationen ser direktøren stadig en fremtid for WTO.

Roberto Azevedo forklarer til pressen, at det er hans opfattelse, at verdens største økonomien skal droppe nye toldsatser og finde andre løsninger i stedet. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Roberto Azevedo forklarer til pressen, at det er hans opfattelse, at verdens største økonomien skal droppe nye toldsatser og finde andre løsninger i stedet. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Alternativet til Verdenshandelsorganisationen, WTO, er "junglens lov" for international handel. Det mener WTO-direktør Roberto Azevedo.

Han giver onsdag på et pressemøde udtryk for, at han trods alt tror på, at WTO kan overleve de aktuelle spændinger, der er resultat af den amerikanske præsident Donald Trumps skærpede kurs.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

USA har udtrykt kritik af WTO, og sideløbende er USA, Kina og EU begyndt at forhøje toldsatserne på en række af hinandens produkter.

Ifølge WTO-direktøren er alle de negative effekter af stridighederne om toldsatser ikke blevet synlige for borgerne endnu. Når de gør, vil toldsatserne vække debat i blandt andet USA, spår han ifølge Reuters.

I mellemtiden håber Azevedo, at væksten i verdensøkonomien består.

- Væksten i den globale økonomi viser tegn på bedring. Vores håb er, at disse nye spændinger ikke vil få nogen effekt på det og ej heller vil fjerne de muligheder for vækst, som ser lovende ud i øjeblikket, siger han onsdag i et interview med tv-kanalen CNBC.

Ifølge WTO-direktøren må de politiske ledere i de forskellige lande finde løsninger, der igen sænker mængden af handelsbarrierer.

Opfordringen kommer, samme dag som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og USA's præsident, Donald Trump, mødes i Washington, USA.

- Den amerikanske regering har tydeligvis sine egne meninger om, hvordan den ønsker at skabe vækst og job, siger Roberto Azevedo ifølge Reuters.

Siden 2017 har der været flere områder, hvor USA og WTO ikke ser ens på tingene. Donald Trumps økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, har kritiseret WTO og sagt, at organisationen er "gået i stykker".

Trods kritikken og det faktum, at Roberto Azevedo og Donald Trump ikke har mødt hinanden, savner WTO-chefen ikke kommunikation med USA's præsident.

Han mener, at der på nuværende tidspunkt er gode muligheder for dialog.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.