Lokalpolitik

www.ardenkom laves om

Vi skal blive i overhalingsbanen, siger borgmesteren

ARDEN:Selv om Arden profilerer sig som it-kommune i den teknologiske overhalingsbane, er det ikke alle, der er tilfredse med kommunens hjemmeside www.ardenkom.dk. Flere borgere har kritiseret brugervenligheden samt den manglende mulighed for selvbetjening, og en undersøgelse har placeret hjemmesiden i den mindre flatterende ende af skalaen. På rådhuset er kritikken blevet hørt. - Arbejdet med hjemmesiden har indtil nu været en venstrehåndsopgave for forvaltningen, erkender borgmester H. C. Maarup, der dog lover, at det skal være slut, når kommunens nye hjemmeside dukker op på borgernes computerskærme fra 1. september. Arden Kommune er ellers med helt fremme, når det gælder teknologisk infrastruktur. For eksempel har alle kommunens institutioner i et par år været forbundet af fiberkabler, der sikrer lynhurtig kommunikation på de virtuelle postruter. - At hjemmesiden har haltet lidt, skyldes prioritering af pengene. Vi kan ikke altid sætte alting øverst, siger H. C. Maarup, men kritikken har tydeligt irriteret ham. - Helt oprigtigt har det pikeret og provokeret os, at vi fik dumpekarakter. Vi vil ikke være i bunden men i toppen, siger borgmesteren. CMS gør sit indtog Det var en ildsjæl i it-afdelingen, der for godt fem år siden skabte stammen til den nuværende hjemmeside. Siden er bygget på og bygget på. - Indtil nu har vi bare været interesserede i at få informationerne ud på nettet. Alt bliver i første omgang lagt på forsiden, og det gør siden lidt uoverskuelig, forklarer Chris Hansen, der er én af to it-ansvarlige hos kommunen. Den nye hjemmeside bygger på CMS - Content Management System, der er lavet af KMD, det gamle Kommune Data, og systemet fungerer allerede i flere danske kommuner. - Systemet lægger siden i faste rammer, og det er let tilgængeligt. Der er ikke en lang og bekostelig uddannelsesfase, inden vi kan komme i gang, forklarer Chris Hansen, der skyder de årlige driftsomkostninger i nabolaget af 30.000 kroner. Åbningstiden udvides Ud over den nye hjemmeside får borgerne også mulighed for at få svar på spørgsmål uden for rådhusets fysiske åbningstid. Kommunen har indgået en aftale med KMD, der betyder, at kommunens borgere fra 1. september får adgang til KMDs call-center, fra tidlig morgen til sen aften. Call-centrets medarbejdere kan så svare på de mest almindelige spørgsmål borgerne måtte have, eller hjælpe dem med at finde frem til den information, de søger. - Vi tager konsekvensen af, at det ikke er alle, der er lige fortrolige med internettet, siger borgmester H. C. Maarup. Det kræver mange ressourcer at udvide den fysiske åbningstid på selve rådhuset til for eksempel klokken syv om morgen. H. C. Maarup vurderer, at meget få vil benytte sig af kommunens medarbejdere. - Det koster penge at være venlig overfor de få, men de få kan godt have et stort behov. Derfor har vi valgt også at have en pendant til hjemmesiden, forklarer borgmesteren. Årligt anslås driften af den nye hjemmeside til cirka 30.000 kroner.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk