X Factor-afhopper udgiver ny single

X Factor-deltageren Jean Michel, der sprang fra årets program før tid, udgiver single med DJ'en Anders Moto.

X Factor-afhopper udgiver ny single

Den tidligere X Factor deltager Jean Michel, der under stor mediebevågenhed forlod programmet før tid, er nu klar med en ny single.

Den har han indspillet i samarbejde med den danske DJ Anders Moto.

- Hovedingredienserne er god energi, tekst med mening og kvalitetslyd. Det er meget inspireret af amerikanske navne som eksempelvis Usher, men jeg føler virkelig, vi har skabt noget på vores egen måde, fortæller Anders Moto.

Sangen hedder "Du tæmmer mig", og fra mandag den 18. juni vil den være tilgængelig på musiktjenesterne iTunes, Spotify og TDC Play.

Nummeret er en blanding af house, pop, R&B og dubstep. Og det hårdtpumpende popnummer tiltalte Jean Michel med det samme.

- Jeg kan relatere til det både lyrisk og musikalsk, og derfor sagde jeg også "ja" med det samme, da jeg hørte det, siger Jean Michel og fortsætter:

- Det er en ny genre for mig, men det har været fedt at prøve noget andet, og "Du tæmmer mig" passer perfekt til min stemme. Så jeg glæder mig til mandag, hvor vi endelig kan præsentere det for folk.

I marts valgte Jean Michel at trække sig fra den duo, han var en del af. Han forklarede, at beslutningen blev truffet "af personlige årsager".

Reglerne i X Factor-formatet foreskriver, at hvis en deltager trækker sig fra en gruppe, er hele gruppen ude.

Derfor betød Jean Michels exit samtidig, at Thomas Blachman blev efterladt uden nogle grupper på hånden i DR's populære underholdningsprogram X Factor.

/ritzau/