X Factor-Ida præsenterer nye sange live

X Factor-vinderen Ida debuterer med en række egne numre, når hun skal varme op for Katie Melua næste uge.

X Factor-Ida præsenterer nye sange live

Når den georgisk-fødte britiske sangerinde Katie Melua lægger vejen forbi Danmark og giver koncert i næste uge, vil der være mere end én god grund til at dukke op.

Som opvarmning spiller X Factor-vinderen Ida nemlig - og i den anledning debuterer den talentfulde pige fra Vestjylland med en række af sine egne sange.

- Det bliver meget akustisk, men der er også nogle sange med gang i, siger Ida om de numre, hun er ved at lægge sidste hånd på.

Efter at den 17-årige vestjyde vandt X Factor foran et fyldt Parken og to millioner seere, har hun spillet nogle koncerter med de covernumre, som førte hende til tops i showet.

Men publikum får for første gang Idas egne sange at høre, når hun varmer op for verdensstjernen i Odense 30. juni.

Ida glæder sig da også både til at skulle varme op for den verdenskendte popsangerinde og levere sine egne musikalske input. For de to popglade piger har flere træk til fælles, mener X Factor-vinderen.

- Hun er utrolig dygtig, og genremæssigt ligger vi meget godt op af hinanden - blandt andet via måden, vi synger på. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg tror, det bliver en fin koncert, lyder det fra Ida.

Ida toppede med sin debutsingle "I Can Be" musiktjenesten iTunes og har sikret sig en platinplade for et salg på 30.000 eksemplarer.

Ida var storfavorit i underholdningsprogrammet X Factor, og hun endte med at løbe med sejren foran en anden ung finalist - nemlig den 15-årige Line.

/ritzau/