Xi Jinping holder tale ved fejring: Ingen kan ryste Kina

Tirsdag morgen fejrer Kina 70-årsdagen for landet med en stor parade på Den Himmelske Fredsplads i Beijing.

Kinas præsident, Xi Jinping, holder tale tidligt tirsdag morgen dansk tid på Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden, Beijing. Foto: Jason Lee/Reuters

Kinas præsident, Xi Jinping, holder tale tidligt tirsdag morgen dansk tid på Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden, Beijing. Foto: Jason Lee/Reuters

Kinas præsident, Xi Jinping, sendte en markant hilsen ud til alle andre lande, da han holdt tale ved fejringen af landets 70-årsdag tirsdag morgen dansk tid.

- Der findes ingen magt, der kan ryste denne store nations fundament, siger Xi Jinping i talen på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.

- Ingen magt kan stoppe det kinesiske folk og den kinesiske nation i at springe fremad, siger Jinping.

Jinping var iført klæder, der bragte mindelser om den tidligere leder af det kommunistiske Kina Zedong Mao, der er kendt som Folkerepublikkens fader.

Tirsdag markerer Kina 70-årsdagen for oprettelsen af den kommunistiske folkerepublik.

Over 15.000 soldater, tanks og avancerede våben, herunder supersoniske droner og raketter, bliver vist frem i en parade under tirsdagens fejring.

Derudover skal 100.000 civile marchere sammen med 70 rullende udstillinger, som skal symbolisere Kinas udvikling på forskellige områder.

Alt imens er flere store demonstrationer begyndt i Hongkong, hvor flere demonstranter, der igennem de seneste måneder har protesteret mod indskrænket demokrati, forsøger at stjæle opmærksomheden fra Beijing.

Hongkongs politi har udtalt, at det forventer voldelige protester i gaderne og advarer om, at det kan være meget farligt at bevæge sig udenfor.

Maskerede demonstranter siger, at "i tyranniets ansigt kan vi kun kæmpe, som var det sidste gang".

Efter paraden i Beijing vil 70.000 duer og 70.000 balloner blive sendt i vejret, og om aftenen vil der være et stort fyrværkerishow over Den Himmelske Freds Plads.

Pladsen er i Vesten mest kendt for studenteroprøret i 1989. Det prodemokratiske oprør blev brutalt nedkæmpet, da soldater skød løs på mange ubevæbnede, fredelige demonstranter og dræbte et ukendt antal.

Præsident Xi og flere andre ledere fremsatte mandag en usædvanlig stærk hyldest til mindet om Mao Zedong, som grundlagde Folkerepublikken 1. oktober 1949.

Det skete efter en borgerkrig, hvor Maos kommunister tvang nationalisterne til at flygte til Taiwan.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.