Skolevæsen

Yabba-dabba-Valsgaard

De mindste på Valsgaard Skole besøgte fortiden

VALSGAARD:- Jeg kunne godt tænke mig at leve i stenalderen. Men man skal kunne rejse frem og tilbage, så man kan komme tilbage til nu, når man skal på toilettet, siger Silja Andersen fra 2.B smilende. For både hende og de andre elever fra indskolingsgruppen (børnehaveklasse til 2. klasse) på Valsgaard Skole har skemaet den sidste uge stået på stenalder. Eleverne skulle selv vælge sig på enten stenalderhus, våben, uldting eller som Silja Andersen, mad. - Det smager godt. Især brødene er gode, men brændenældesuppe smager også godt, siger hun, mens brødene bobler over bålet i baggrunden, og forældre, der er indbudte til afslutningen, tager for sig af brændenældesuppen. Silja Andersens to klassekammerater, Julie Thomsen og Vie Martine Baks, har brugt ugen på henholdsvis stenalderhus og våben. - Vi har lavet et minihus ud af tykke pinde, mos, blade og bark, fortæller Julie Thomsen. - I uge seks havde vi temauge om stenalderen, så vi vidste lidt om det. Der var ingen Netto, butikker, Gameboy eller PlayStation dengang. De havde kun våben, griner Vie Martine Baks. De våben, eleverne har lavet, er dog ikke så farlige, hvilket Jonas Lykkegaard, Lasse Christensen og Kasper Jensen, alle fra 0.B., demonstrerer ved at slå hinanden i hovedet med skumgummi/pap-økserne. Ud over økser, spyd og knive er der blevet lavet fiskestænger. Og de er også blevet afprøvet. Med begrænset succes. - Vi var på fisketur, men vi fangede kun muslinger og en masse tang, forklarer Jonas Lykkegaard, der suppleres af Kasper Jensen: - Og en haletudse. Når stenalderen er blevet tema for ugen, hænger det sammen med, at indskolings-eleverne i uge seks havde en såkaldt storyline om stenalderen. - Det var mere teoretisk. Men vi syntes, at det var så godt, at vi gerne ville fortsætte med det emne og lave nogle mere praktiske ting, siger SFO-leder Gitte Nonboe og fortsætter: - Alle børnene har været meget engagerede, og der har også - som sædvanligt - været god opbakning fra forældrenes side. Både i ugens løb og til åbent hus. Gitte Nonboe har været med til at bygge vikingehuset. Andre lærere har været optaget af andre opgaver. Helle Ørum er en del af madholdet, der også byder på smagsprøver til dette åbent hus. - Det gode ved ugen har været, at vi har givet os tid til fordybelse. Nogle gange har vi haft for travlt, men denne gang har vi taget os tiden, konstaterer hun.