Yahya Hassan erkender sig skyldig i 42 anklager

Digter erkender sig skyldig i en stribe anklager om vold, trusler og hærværk. Anklager kræver behandlingsdom.

Yahya Hassan er tiltalt for ikke færre end 42 lovovertrædelser, blandt andet hærværk, trusler, blufærdighedskrænkelse og kørsel i narkopåvirket tilstand. Foto: Kim Haugaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Yahya Hassan er tiltalt for ikke færre end 42 lovovertrædelser, blandt andet hærværk, trusler, blufærdighedskrænkelse og kørsel i narkopåvirket tilstand. Foto: Kim Haugaard/arkiv/Ritzau Scanpix

- Det erkender jeg.

Det siger en fåmælt Yahya Hassan, da han torsdag formiddag skal forholde sig til i alt 42 anklager i Retten i Aarhus.

Anklagerne går på vold, trusler, hærværk, blufærdighedskrænkelse og overtrædelse af forbud mod at opsøge en kvinde.

Kort forinden har hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, forklaret, at den 23-årige digter erklærer sig skyldig i anklagerne.

- De faktiske handlinger erkendes. Han har ikke været sig selv psykisk på de tidspunkter, det er foregået, siger Michael Juul Eriksen.

Hassan svarer roligt, men uden mange ord på anklager Tanja Fogts spørgsmål.

Den karakteristiske hestehale er forsvundet. Han er kortklippet, iført blå trøje og sorte bukser.

Anklageren mener, at Hassan står til en behandlingsdom uden længstetid for foranstaltningen.

- Der er tale om en række forbrydelser begået kontinuerligt, næsten siden han blev løsladt. Nogle af dem er gået ud over tilfældige personer, siger Tanja Fogt.

Digteren blev i december 2017 løsladt efter at have afsonet en dom på et år og ni måneders fængsel for at have skudt en 17-årig mand i foden.

Anklageren støtter sig til en retspsykiatrisk erklæring. Den fastslår, at Hassan formentlig har været sindssyg på tidspunkterne for forbrydelserne.

Han har haft et udpræget misbrug af hash og kokain, hedder det.

Forsvareren har ikke nogen indvending mod kravet om en behandlingsdom, men mener dog, at den maksimalt skal gælde i fem år.

Tanja Fogt kræver også, at Hassan frakendes retten til at føre bil i tre et halvt år.

Yahya Hassan har været varetægtsfængslet siden 16. juli. Han har siddet fængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling.

Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør efter at have stukket ud efter en person med en knust flaske.

Nogle timer forinden stod han på Viborgvej kun iført skudsikker vest og blottede sit lem.

Af den retspsykiatriske erklæring fremgår det, at Hassan siden løsladelsen har været indlagt ni gange på psykiatrisk hospital.

Siden en indlæggelse i sommer er han blevet mere rolig og samlet, hedder det, men også med en tendens til at resignere og falde ned i et sort hul.

Digteren udgav i 2013 den anmelderroste "Yahya Hassan", der med 120.000 eksemplarer er den mest solgte debutdigtsamling i Danmark.

Forlaget Gyldendal har oplyst, at der ikke er planlagt nogen ny udgivelse med Yahya Hassan.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.