Danmark

Yderligere syv kræftpatienter fik overdosis af kemo

En anmodning om aktindsigt fra BT afslører, at yderligere syv patienter fik overdosis af kemomedicin i Odense.

Syv kræftpatienter har fået en for høj dosis af kemostoffet cabazitaxel på Odense Universitetshospital.

Det er kommet frem, efter at sygehuset i forbindelse med en aktindsigt fra BT har gennemgået kræftbehandlingen for at afdække problemer med doseringen af stoffet.

Stoffet benyttes fortrinsvis som livsforlængende behandling til visse patienter med prostatakræft og er beregnet til meget syge patienter.

Stoffet kan selv i korrekte mængder give alvorlige bivirkninger.

Sygehusene i Region Syddanmark blev opmærksomme på problemet i efteråret 2013, og problemerne med doseringerne blev offentligt kendt i januar 2014. Også i Region Midtjylland konstaterede man overdoseringer blandt patienterne.

Region Syddanmark fik i første omgang identificeret 71 patienter fra Sygehus Lillebælt og Odense Universitetshospital, der har modtaget en for høj dosis – dertil skal nu lægges syv, oplyser hospitalet.

Der er, som med de 71 patienter i januar, ikke noget, der tyder på, at overdoseringen har medført øgede alvorlige bivirkninger eller øget dødelighed, men patienterne eller deres pårørende vil nu blive informeret om overdoseringen, og oplyst om deres muligheder for at klage.

- Vi er rigtig kede af, at vi ikke har fanget disse patienter tidligere, og vi kan kun lægge os fladt ned og sige, at det var en fejl, og i øvrigt tage hånd om patienterne og deres rettigheder, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Jens Elkjær.

De syv patienter deltog i et forskningsprojekt på Onkologisk Afdeling R i 2011 og blev derfor overset i den opgørelse, som OUH udarbejdede i første omgang, og det frustrerer Jens Elkjær.

I januar 2014 kom det frem, at i alt 99 patienter, ramt af prostatakræft, er blevet fejlbehandlet med for høj dosis kemomedicin i Odense, Vejle og Aarhus. Der er ikke konstateret fejl i de tre øvrige regioner.

Tre kan være døde af fejlbehandlingen i Aarhus.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.