Yderligere to voldtægtssager lukket

Fire ud af fem sager om voldtægt eller voldtægtsforsøg under karnevalet er nu droppet

Jesper Ramsing
Arkivfoto
Aalborg 29. juli 2015 13:17 - Opdateret 29. juli 2015 13:23

AALBORG: Endnu to anmeldelser om voldtægt og voldtægtsforsøg under karnevalet er blevet droppet. Det oplyser politikommissær Henrik Staal.

Den ene sag var en 23-årig kvinde, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget på J. F. Kennedys Plads omkring klokken 22. En 20-årig mand blev sigtet, efter han selv henvendte sig til politiet, da han hørte om anmeldelsen.

I den anden sag var en 21-årig mand sigtet for voldtægtsforsøg på Godsbanen omkring klokken 22.30, efter en 16-årige pige havde meldt ham.

Sigtelserne mod begge mænd er dog frafaldet, da der ikke er beviser for, at der har fundet en voldtægt sted, oplyser Henrik Staal.

En sag efterforskes stadig

I sidste uge blev to andre voldtægtssager fra karnevalet også droppet, da der heller ikke her var beviser for, at der havde fundet voldtægter sted.

Dermed er fire ud af de fem anmeldelser efter karnevalet blevet lukket, efter politiet har efterforsket sagerne.

Den sidste sag afventer stadig svar på dna-prøver. En 24-årig kvinde har i denne sag anmeldt, at hun blev forsøgt voldtaget på Sankt Jørgens Gade omkring klokken 15.30.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...