Sundhed og sygdom ‑ Corona

Yderligere tre personer er døde med coronavirus i Danmark

Antallet af indlagte med coronavirus er faldet til 100, mens tre personer er døde, viser opgørelse fra SSI.

Yderligere tre personer er døde med coronavirus i Danmark, meddeler Statens Serum Institut lørdag. Antallet af indlagte er faldet til 100. På billedet fra Fælledparken i København ses nogle af de telte, hvor man kan blive testet for coronavirus. (Arkivfoto)

Yderligere tre personer er døde med coronavirus i Danmark, meddeler Statens Serum Institut lørdag. Antallet af indlagte er faldet til 100. På billedet fra Fælledparken i København ses nogle af de telte, hvor man kan blive testet for coronavirus. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Yderligere tre personer er døde med coronavirus i Danmark.

Det viser den nyeste daglige opgørelse fra Statens Serum Institut lørdag.

Antallet af døde med coronavirus i Danmark er dermed nået op på 571 personer.

Fredag blev der ikke registreret nogen tilfælde af personer, der var døde med coronavirus inden for det seneste døgn.

Statens Serum Institut pegede fredag på, at en mulig årsag kunne være, at indberetningssystemet midlertidigt havde været nede.

Lørdag nævner seruminstituttet, at stigningen i dødsfaldene muligvis kan ledes tilbage til samme årsag, altså at dødsfaldene først er blevet registreret efterfølgende.

Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet. Hvis dødsfaldet sker inden for 30 dage efter en positiv test, tæller det med i statistikken.

Antallet af indlagte er faldet med seks personer fra fredag til lørdag, så 100 personer nu er indlagt.

Det er det laveste antal indlagte siden 17. marts, hvor 82 var indlagt med coronavirus.

Antallet af indlagte nåede sidst i marts og i begyndelsen af april op på over 500, men siden har det, bortset fra stigninger enkelte dage, været faldende.

20 personer er lørdag indlagt på intensivafdeling, hvilket er to flere end fredag.

11 af de indlagte på intensiv ligger i respirator, hvilket er en mere end fredag.

Yderligere 40 personer er blevet bekræftet smittet med coronavirus, og dermed har Danmark i alt 11.633 bekræftede smittetilfælde.

Af dem har 10.327 overstået infektionen.

Myndighederne arbejder ikke med raskmeldte. En overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter en positiv test for coronavirus ikke er indlagt eller død.

Det er 20. dag i træk, at der bekræftes under 100 nye smittetilfælde.

På baggrund af den udviklingen er det danske samfund gradvist ved at åbne mere op.

I sidste uge blev Folketingets partier enige om, hvordan man kunne udvide den såkaldte fase 2 af genåbningen.

Det betød blandt andet, at kulturaktiviteter og zoologiske haver kunne genåbne før tid.

Fredag meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud på et pressemøde, at tyske, norske og islandske turister kan rejse til Danmark fra 15. juni.

Det kræver, at de har bestilt mindst seks overnatninger uden for København.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.