Yderligere varetægtsfængsling for væbnet bankrøveri

Ifølge fire unge tiltalte var oversavet jagtgevær ikke ladt

Arden 13. september 2002 08:00

HADSUND: De fire unge mænd, der har erkendt, at de begik røveri i sparekassen i St. Brøndum 7. juli i år, fik ikke som ventet udmålt deres straf i går. Det skyldes, at de afviste anklagerens påstand om, at de anvendte et ladt gevær under røveriet. Retssagen mod de fire unge var planlagt som en såkaldt tilståelsessag, sådan at retten blot skulle tage stilling til, hvor længe de skulle i fængsel - og altså ikke om de var skyldige. Retsmødet tog imidlertid en overraskende vending, efter at de fire forsvarere alle havde erklæret, at nok erkendte deres klienter deres skyld, men at de ikke kunne erkende, at det omtalte oversavede jagtgevær havde været ladt. Det fik anklageren vicepolitimester Philip Pagter til at erklære: - Så er der ingen grund til at gå videre i dag. Udtalelsen fik de tiltalte samt familie og venner på de tætpakkede tilhørerpladser til at kigge forvirrede på hinanden, mens det fik én af forsvarerne, Morten Wagner, til at bede om en pause, så han kunne tale med sin klient. De øvrige forsvarere benyttede lejligheden til at gøre det samme. På vej ud af retslokalet gjorde Philip Pagter det klart, at han kunne gå med til en tiltale på forsøg på røveri af særlig farlig karakter, hvis aftalen mellem de fire unge mænd havde været, at geværet skulle have været ladt, men at det var en forglemmelse, at det ikke var. Efter pausen sagde Morten Wagner: - Det kan vi ikke være med til, for sådan var det ikke. Dommer Dorthe Petersen udsatte derefter sagen, og besluttede - uden at forsvarerne protesterede - at de fire mænd i alderen 17 til 19 år fra Arden-området skal varetægtsfængsles i yderligere fire uger. Allerede under grundlovsforhøret i Hobro 8. juli, blev der rejst tvivl om, hvorvidt der var patroner i det oversavede jagtgevær. Den 19-årige, der havde geværet med under røveriet i St. Brøndum, havde erkendt under de første afhøringer, at der var to skarpe patroner i geværet, men under retsmødet dagen efter røveriet ændrede han forklaring til, at patronerne lå i bilen. Én af andre forklarede ved samme retsmøde, at de ikke havde overvejet at bruge det, fordi de aftenen før havde afprøvet geværet, og det gav et alt for kraftig slag. Samtidig skulle der ikke røres ved sikringen. Sagen skal nu for en domsmandsret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...