Yderst uanstændig behandling

Anne Marie Vestergård har haft et læserbrev i avisen, hvor hun klager over uanstændig behandling af hendes datter, svigersøn og deres nyfødte barn på Sygehus Nord. Umiddelbart vil man sige, at hendes problemer kan vi udenforstående ikke tillade os at tage stilling til.

Men det kan vi nu alligevel. Da hun har ønsket at fortælle historien i et læserbrev, så må det betragtes som en henvendelse til alle, som læser NORDJYSKE. Som journalist skal man betragte sagen fra alle vinkler, og jeg valgte derfor at lave lidt research på, hvordan fødende bliver behandlet på landsplan. Her må man sige, at her i regionen ydes en service ud over det sædvanlige, for ved henvendelse til fødeafdelinger andre steder i landet fik jeg at vide, at hvis fødslen var forløbet normalt blev mor og barn udskrevet samme dag. Skulle der være komplikationer i forbindelse med fødslen beholdt man selvfølgelig mor og barn, men morèn skulle dele værelse med andre, der lige havde født. I det konkrete tilfælde blev Anne Marie Vestergårds familie henvist til patienthotellet, hvor familien blev indlogeret på et værelse og kunne være sammen og samtidig få hjælp. De nye forældres umodenhed kan man ikke belaste sygehuset eller hotellet for. Hvis de nybagte forældre er for generte til at henvende sig til personalet, så står vi ikke overfor manglende service fra hospitalets side, men et rystende socialt tilfælde, der vidner om mangel på ansvar fra forældrenes side. I fremtiden vil forældrene i lighed med andre forældre opleve en lørdag, hvor barnet pludselig har opkastninger og høj feber - hvis man i flg. AMV ikke kan forlange, at de selv skal henvende sig til personalet, kan man vel heller ikke forlange, at de i pågældende tilfælde selv skal finde ud af at kontakte vagtlægen. Endelig kan jeg ikke se, at barnets far skal bespises på det offentliges regning. Med hensyn til AMV`s overlegne hentydning til, at det må være et billigt hotel, kan jeg blot henvise til alternativet på andre fødeafdelinger. Endelig kan jeg tilføje, at jeg ofte har lavet portrætter af musikere og skuespillere, der har optrådt i Aalborg. Mange af disse har tit boet i den hotelfløj, der stadig anvendes som almindeligt hotel. Alle har her været tilfredse med hotellets standard og med hotellets personale. Jeg kan derfor kun sige, at Anne Marie Vestergård med sit læserbrev udsætter Sygehus Nord, Patienthotellet og dets personale for en yderst uanstændig behandling.