Yemen

Yemen: Oppositionsleder anholdt efter ny uro

ADEN:Lederen for en oprørsbevægelse i det sydlige Yemen er anholdt af hærsoldater efter optøjer, siger øjenvidner. Han er ført til et ukendt sted efter flere dages uro i landet, siger medlemmer af hans familie. Hasan Baoum blev anholdt på et hospital i byen Aden, hvor han var til behandling, fortæller hans søn Fadi Hasan Baoum. Hasan Baoum står i spidsen for den største separatistbevægelse i Sydyemen, der arbejder på at løsrive den sydlige del af landet fra Nordyemen. Nord- og Sydyemen blev forenet i 1990. Men der er store spændinger mellem de to dele af landet. Hovedparten af Yemens oliereserver befinder sig i de sydlige del af landet, og indbyggerne siger, at den politiske elite i Nordyemen har sat sig på rigdommene og siden genforeningen chikaneret og diskrimineret befolkningen i syd. Hele Yemen har i den seneste uge været ramt af demonstrationer mod den mangeårige præsident, Ali Abdullah Salen. De mest omfattende protester har fundet sted i hovedstaden Sanaa, hvor mindst fem personer er blevet dræbt. /ritzau/Reuters