Udland

Yemens hær afværger al-Qaeda-angreb på gasledning

To al-Qaeda-angreb mod en vigtig gasledning blev afværget af yemenitiske sikkerhedsstyrker søndag.

Yemens hær afværger al-Qaeda-angreb på gasledning

Militante fra al-Qaeda forsøgte søndag i to tilfælde at sabotere en vigtig gasledning i Yemen, men angrebet blev afværget af sikkerhedsstyrker.

En selvmordsbomber ville sprænge den strategisk vigtige gasledning, der leder gas fra gasfelter i landet ud til en havneterminal.

Soldater åbnede ild mod en bil, som drønede i retning af gasanlægget, der ligger 80 kilometer nordvest for terminalen Belhaf ved Adenbugten.

- Det bombeladede køretøj blev ført af en selvmordsbomber fra al-Qaeda, siger en sikkerhedskilde til AFP.

Der var også sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og andre bevæbnede mænd 10 kilometer længere mod nord.

- Militante fra al-Qaeda ville udføre disse angreb simultant for at sabotere ledningen og helt afbryde oppumpningen af gas.

Et yemenitisk energiselskab bekræfter, at to angreb skete søndag mod den 38-tommer store gasledning.

Eksporten af gas har været stoppet i ugevis på grund af flere angreb mod gasledningen.

For en uge siden blev Yemens hovedledning for olieeksport angrebet af "undergravende elementer" i Serwah i den centrale Maarib-provins.

Olie er afgørende vigtigt for det arabiske lands økonomi og udgør 70 procent på statsbudgettet.

Siden en oprørsbølge tog fart i Yemen fra 2011, har olieledninger i landet været udsat for flere angreb.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.