Aalborg

Ynglinge klar til eliterækken

HÅNDBOLD:Herreynglingespillerne fra HK 89 har kvalificeret sig til at spille ynglinge elite i denne sæson. Holdet var søndag den 3. september i Aabybro for at spille 2 kvalifikationskampe og begge kampe blev vundet. Første kamp var mod Alliancen ASTA og det blev et rigtigt spændende opgør, der fik et lidt mærkværdigt forløb. ASTA startede bedst og bragte sig foran med 3-0 og 6-1 inden HK 89’erne fik set sig om, men så begyndte drengene at få styr på nerverne, og hvad man ellers kan give skylden, når spillet ikke fungerer, langsomt, men sikkert blev ASTA’s forspring formindsket og ved pausen var stillingen 10-7 til ASTA. I starten af 2.halvleg blev HK 89 ramt af en 2 minutters udvisning, men denne periode spillede man uafgjort 2-2 og fra dette tidspunkt i kampen var det HK 89 der styrede kampen. Ved stillingen 14-12 til ASTA vendte HK 89’erne kampen til en sikker sejr. I denne periode scorede man 8 mål i træk uden at ASTA formåede at score. Kampen endte 21-16 til HK 89. Målscorere for HK 89 var Anders Andersen 8, Thomas Nielsen og Nick Persen hver 4 mål, Jeppe Nørgård 2, Jonas H. Kristensen og Mathias Jørgensen 1 mål hver. Den anden kamp var mod hjemmeholdet Aabybro. I denne kamp var der ingen tvivl om, hvem der ville vinde kampen, Hk 89 var klart det bedste hold og specielt forsvaret gjorde det rigtig godt. Ligeledes stod Mike Bendtsen rigtig godt i HK 89’s mål. Kampen blev vundet med 22-14 efter pausestilling 9-8 til HK 89. Målscorere for HK 89 var: Anders Andersen 7, Thomas Nielsen 4, Casper Christensen 3, Nick Persen 2, Mark Jørgensen, Jonas H. Kristensen 2, Jeppe Nørgård og Mathias Jørgensen hver 1 mål.