Yngre demente henter styrke i det grønne

Ingen bliver arbejdsløse i skovhuset i Hammer Bakker. Houstruphus giver brugerne gode timer

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jette Paulin - fandt et lille hus i skoven.

VESTBJERG:Der var friske gulerødder til kaninerne og kagemand til gæsterne, der mødte op, da demente i går tog imod i Houstruphus i Hammer Bakker. Det var nøjagtigt et år siden, at huset i skoven blev taget i brug. Man har lejet det af Nørresundby Trælasthandel. Det var i en stand, der trængte til en kærlig hånd ved indflytningen. Meget er sket siden da, og det var det, man gerne ville vise frem på årsdagen. Grøn omsorg Det hedder grøn omsorg. Houstruphus er et lille skovhus med tilhørende ladebygning, som lederen af aktivitets- og netværkstilbuddet under Ældre- og Handicapforvaltningen, Jette Paulin, faldt for sammen med sine to hjælpere, Britta Pedersen og Gitte Kongsbak, da de besigtigede stedet. Der skulle heller ikke meget til for at fange interessen, for man kom fra en et-værelses lejlighed i Lions Park at mødes i. Brugerne, som er yngre demente op til 65 år, kommer der på skift. Der kan være seks pr. dag. Nogle kommer der fem gange om ugen. Andre kun en enkelt gang. Hjemmefra De kommer både fra egen bolig og fra plejehjem. For dem alle betyder det noget at komme ud og få nye oplevelser. Formålet er at komme hjemmefra. Ægtefæller sætter også pris på muligheden for aflastning. - Det er et tilbud til demente i hele Aalborg, fortæller Jette Paulin. Hun har ikke noget tal på, hvor stort behovet er, for mange demente har lidt svært ved at komme ud af busken. Det er stedet, hvor man aldrig bliver arbejdsløs. I løbet af året er der kommet nyt tag på laden. Terrassen er blevet overdækket. Der er drivhus, og der er lavet kaninbure. For der var enighed om, at man også gerne ville have dyrehold. På grund af fugleinfluenzaen blev det ikke til høns, som oprindelig tænkt, men derimod kaniner. Områdechef Lars Nøhr mødte da også op med et gavekort på 500 kroner til Silvan i anledning af årsdagen. Naturen er lige uden for døren. Får man nok af fællesskabet, er der rig lejlighed til at travetur på egen hånd. Jette Paulin har netop modtaget årets posterpris i forbindelse med demensdagene i Bella Centret i København. Projektet er beskrevet i vinderplakaten, som er fremstillet i samarbejde med sociologen Jens Borglum, som også har udarbejdet et hæfte om tilbuddet. Her konkluderes at det er med til at styrke den enkeltes livskvalitet og de mentale, fysiske og sociale ressourcer. Houstruphus er med til at give brugerne en fremtid og et personligt handlerum. En demensdiagnose kan let få en person til at føle, at han/hun har mistet sin fremtid. Det forandrer tanker og følelser fra mod til angst og fra håb til håbløshed.