Aalborg

Ynkelig reklame

Jeg synes, at Cult reklamen med the Company er fantastisk. Den viser nemlig den ynkelig en del af vores maskuline kultur.

Firmaet Cult A/S har slået sig op på målgruppen af drengerøve, og derfor giver det meningen, at firmaets markedsføring er, som den er: Lige dele fandenivoldsk og arrogant. Der er ikke nogen, der skal fortælle en drengerøv, hvad han må og ikke må. Heller ikke når det kommer til vores regler og god skik omkring markedsføring. I reklamefilmen følger vi en person i en række ekstreme situationer - butiksrøveri og overfald - og vi følger personen i et perspektiv, der er velkendt i computerspillenes verden: First-Person-Shooter. Det kunne med andre ord være reklame-seeren, der styrer den ansigtsløse og skrupelløse person. Da personen til sidst bliver smidt ind i en amerikansk politibil, ser vi ansigtet på dette asociale fjols: En ganske almindelig dreng. Men en dreng, der er besat af Cult. Jeg har ikke de store problemer med denne type af reklamer. For det første, fordi drengerøve som målgruppe gerne vil kunne bryste sig af at kunne kontrollere en ekstrem reklame: Det er jo bare en reklame! For det andet, fordi reklamen som kulturform er tvunget til at balancere på kanten af både smag og moral. Det er et ekstremt "game" at skulle markedsføre sig, fordi det er et grundvilkår meget klart at kunne positionere sig, og klart at positionere sig over for en navngiven målgrupper, som bare ikke altid er den reelle målgruppe. Nu handler en god reklame ikke blot om at kunne positionere produktet og virksomheden. Det handler om at kunne skabe omsætning, ved at få forbrugere til at foretrække Cult frem for andre energidrikke. Og ud fra firmaets egne tal, er der grund til at tro på, at kampagnen "Act now - Apologize later" har virket. Jeg synes, at kampagnen er fantastisk, fordi den udstiller den aggressive maskulinitet som både kynisk, egocentrisk, ynkeligt og out of control. Den viser også, at det maskuline fantasi univers ikke er så meget værd, eller ikke er særligt fantasifuldt. Og det sælger, fordi drengerøve også gerne vil forbindes med at kunne distancere sig ved at kunne sige: Hvor er det for ekstremt og for langt ude! Jeg ved, at Cult er blevet anklaget for sin brug af seksuelle temaer, hvor kvinder fremstår, som om de bliver udnyttede. Jeg kan så ganske udmærket forstå anklagerne fra Alkoholpolitisk Landsråd og Foreningen Pornofrit Miljø. Men hvad der ikke bliver fremført i disse anklager er, at Cult reklamerne - trods de potente billeder - mest af alt fremstår som selvkastration. Kampagnen viser, hvor ynkelige mænd er, fordi de skal have et hjælpemiddel til at føle sig større! Cult kan med deres nuværende brand ikke handle på andre måder. Firmaets markedsføring er nødt til at være på kant med loven, den er nødt til at være drengerøvsagtigt, ellers mister firmaet troværdighed. Men som kampagnens slogan lyder, så er der altid en regning, der skal betales. Så er det da godt, at det er blevet maskulint at sige "undskyld". Tem Frank Andersen er studieadjunkt, ph.d., medie- og kommunikationsforsker, tilknyttet Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.