Naturvidenskab

Yoga er ikke for tøsedrenge

Er yoga godt at stresse af på? Journalisten lod det komme an på en prøve

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Yogatræningen er Gitte Østergaards ugentlige helligdag, hvor ingenting får lov at komme i vejen. Foto: Ejlif Rasmussen

HADSUND:Av av av! En varm smerte spreder sig i min højre skulder. Jeg ligger helt stille og venter. Omkring mig ligger ti andre kvinder i samme stilling. De ser slet ikke ud til at have særligt ondt. Er det mon bare mig, der er pylret? Endelig lyder den næste instruks. - Nu laver I samme øvelse til den modsatte side, kommer det fra Tsering Swiatecka. Lettet ruller jeg tilbage på ryggen. Placerer venstre fod ved højre knæ og lader dovent kroppen falde til siden, mens jeg strækker venstre arm bagud. Få øjeblikke senere mærker jeg den varme smerte brede sig i venstre skulder, og igen venter jeg kun på, at Tsering Swiateckas stemme giver mig lov til at slappe af. Tsering Swiatecka er instruktør på LOF¿s yogakurser i Hadsund og Mariager. Denne aften underviser hun sit hold for øvede på Plejehjemmet Skovgården i Hadsund. Og i aften har en enkelt nybegynder sneget sig med på holdet. Tsering har nemlig lovet at introducere mig til yogaen. Det er jo nemt nok - Den der opfattelse af, at yoga det bare er midaldrende kvinder, der sidder i skrædderstilling, den vil jeg gerne mane til jorden med det samme, lyder det fra Tsering, da jeg møder hende på Skovgården kort før yoga-undervisningens start. Okay, hvad er det så? Undrer jeg mig, mens jeg tænker på det eneste kendskab til yoga jeg har. Film, hvor kvinder i skrædderstilling sidder med lukkede øjne og trækker vejret i en bestemt rytme for at finde deres indre ro. Min undren bliver ikke mindre, da de fremmødte hiver hovedpuder og vattæpper frem og putter sig til rette på deres skridsikre måtter. Kort efter begynder undervisningen med vejrtrækningsøvelser, mens vi ligger på vores måtter. Og bagefter leger vi møller, som var vi en flok børnehavebørn. Med armene vandret i luften snurrer vi rundt om os selv igen og igen. Det bliver nemt det her, griner jeg lidt for mig selv, mens rummet flyver forbi mine øjne. Men det viser sig hurtigt, at der tog jeg grueligt fejl. Ikke for tøsedrenge Da jeg få minutter senere kan mærke blodet strømme til mit hoved og sveden pible i ansigtet, tager jeg mine ord i mig. Det er ikke nemt det her. Med hænder og fødder solidt plantet på den skridsikre måtte og bagdelen lige i vejret forsøger jeg at få det rigtige stræk i ryggen uden at miste balancen. Jeg skæver til kvinden ved siden af mig. En ældre dame, der får øvelsen til at se så nem ud. Hvis hun kan, så kan jeg også, tænker jeg stædigt ved mig selv og koncentrerer mig endnu mere om at holde balancen. - Ja, det er fint, og hvis du så strækker ryggen her til, siger Tsering, mens hun tager fat om min hofte og trækker mig lidt længere bagud. Av, av, av. Det her er virkelig ikke for tøsedrenge. Jeg kan høre pulsen galopere af sted i mit hoved. Og selvom øvelsen foregår i et meget langsomt tempo er det virkelig noget, der kan mærkes i musklerne. Velvære bagefter Efter endt træning, hvor jeg har stiftet bekendtskab med hidtil uopdagede muskler i min krop, er det tid til afspænding. Femten minutter ren afslapning med tæppe og hovedpude. En glimrende anledning til at gøre status over mit første møde med yogaen. Yoga er så meget mere, end jeg havde troet. Og selvom øvelserne til tider gør lidt ondt, kan jeg sagtens forstå, at folk stresser af med det. Efter en dag på kontoret, var det faktisk helt befriende at få strakt alle kroppens muskler ud og samtidig få tid til virkelig at slappe af. Jeg tror ikke, det er sidste gang, man kan finde mig i et yogalokale.