Yogi Gab

"Yogi Bear"

Alle bedsteforældre husker naturligvis Yogi Bjørn. Og mange forældre husker ham også. Han fik sit gennembrud i "The Huckleberry Hound Show" tilbage i 50'erne. Dengang knuselskede vi ham, for det var stort set det eneste børne-tv, vi fik. Det er måske derfor, vi er blevet, som vi er. I 1961 voksede Yogi sig så stor, at han fik sit eget show. Og efter yderligere 50 år har han nu fået sin egen film. Det er en blanding af rigtig film med mennesker og det hele og nogle animerede bjørne: Yogi og hans tro følgesvend Boo Boo. I filmen forsøger en korrupt borgmester at omdanne Jellystone-nationalparken, hvor Yogi bor, til en pengemaskine ved at fælde alle træerne. Derfor må Yogi og hans elskede fjende, parkbetjent Smith, alliere sig, for at retfærdigheden kan ske fyldest. Det bruger de 80 minutter på, så der er rigeligt med tid til, at man også kan nå at kede sig. Ja, faktisk er det totalt umorsomt. Det er Yogi Gab på slap linje. Sådan er det ofte med amerikanske spillefilm, der har fået danske stemmer. I oversættelsen går al galskaben tabt, og der er kun den visuelle komik tilbage. Og det er ikke nok til at bære igennem. Jovist er der mange scener, hvor Yogi optræder ganske fantasifuldt, og hvor der er tænkt meget over at lave nogle fiffige tricks. Men når komikken ikke oversættes til dansk, ja, så bliver det noget bras. Der er seriøst mange børnefilm på spil i øjeblikket. Der har måske aldrig været flere end i denne vinterferie. Så vælg noget andet. Spar dig selv for næsten halvanden times kedsomhed. Du gør ungerne en bjørnetjeneste ved at slæbe dem ind til dette. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "Yogi Bear" Instruktør: Eric Brevig 1 time og 20 minutter, tilladt for alle Danmarkspremiere.