Ungdomsuddannelser

Young Enterprise: Rekordmange virksomheder dyster

Elever på handelsskoler og teknisk gymnasium lader sig åbenbart ikke slå ud af finanskrisen, og agter at skabe grobund for fortsat vækst.

I år kæmper 80 nordjyske elev-virksomheder om podiepladserne og kvalifikation til Nationalmessen under Young Enterprise. Det er 20 flere end sidste år. Arkivfoto: Michael Bygballe

I år kæmper 80 nordjyske elev-virksomheder om podiepladserne og kvalifikation til Nationalmessen under Young Enterprise. Det er 20 flere end sidste år. Arkivfoto: Michael Bygballe

80 elev-virksomheder kæmper om podiepladserne og udstiller deres produkter under lørdagens Regionsmesse i Aalborg Storcenter arrangeret af Young Enterprise Nord. Det er 20 flere virksomheder end sidste år svarende til ny rekord. De samlet 335 elever repræsenterer Aalborg Handelsskole, Erhvervsskolerne i Aars, hg, hhx og htx fra EUC Nord, EUC Nordvest og Frederikshavn Handelsskole. Dommere fra Junior Chamber, JCI Danmark, vurderer deres præstationer inden for områder som økonomi, strategi, innovation, markedsføring og standens kvalitet. - Sidste år oplevede vi en voksende professionalisering af virksomhederne, og det bliver spændende at se, om trenden fortsætter midt i en tid med økonomisk afmatning, siger sekretariatsleder for Young Enterprise i Region Nord, Steen Sloth Olsen. De tre bedste virksomheder fra lørdag formiddags konkurrence, og de tre ditto fra eftermiddagens dyst bliver hædret med præmier, og de samlet 25 højestplacerede kvalificerer sig til Nationalmessen i Odense 27. februar. De generelle sponsorer af Regionsmessen under Young Enterprise Nord omfatter Nordea, Aalborg Kongres & Kultur Center, Epoka Group A/S og Aalborg Storcenter, mens en række repræsentanter for Region Nords øvrige erhvervsliv har støttet de enkelte elev-virksomheder med udvikling af produkter og markedsføring. Halvdelen af de 80 virksomheder konkurrerer og udstiller i Aalborg Storcenter lørdag 9.45-12, de øvrige med start kl. 13.