Frederikshavn

YourHoliday får lov at fortsætte

Fogedretten imødekommer ikke krav fra DTF om lukning

FREDERIKSHAVN:Fogedretten har netop afgjort, at det frederikshavnske rejsebureau YourHoliday får lov at fortsætte sine salgsaktiviteter. Det er DTF Travel, der har anlagt sagen mod YourHoliday, der ejes af rejseselskabet Happydays A/S. DTF anlagde i sin tid sag mod Knud Nielsen, der startede YourHoliday, men som fik fogedforbud mod at drive virksomheden, fordi hani sit tidligere virke havde en konkurrnceklausul. Da Knud Nielsen solgte YourHoliday til Happydays anlagde DTF Travel fogedretssag mod Happydays med krav om lukning Men det afviser fogedretten altså, og det vækker glæde hos Happydays' direktør, Søren Thomsen. - Det burde være klart, at DTF travel ikke kan have patent på at sælge rejser og hotelophold. Så vi har naturligvis ventet denne afgørelse og er glade for, at kendelsen er så krystalklar, siger han. Det er da heller ikke nyt, at DTF Travel slæber Happydays i retten. Siden Happydays blev etableret i foråret 2004 har DTF Travel forsøgt at få lukket virksomheden, dels fordi DTF mener at have eneret på salgskoncepterne og dels fordi DTF finder nogle af de ansatte hos Happydays illoyale, da de tidligere har arbejdet hos DTF Travel. De fleste sager er endt med frikendelse af Happydays, men der er også sager, som endnu ikke er afgjorte. -Det er selvfølgelig lidt træls at skulle igennem alt dette her, men heldigvis får vi da også masser af positive tilkendegivelser fra kolleger i branchen, som også har svært ved at forstå meningen med dette retssagscirkus. I sidste ende tror jeg faktisk også, at vi ender med at komme styrket ud af hele miseren, siger Søren Thomsen. Og lige nu er der masser af aktivitet hos Happydays, og det er der altså også fremover hos YourHoliday, der har fået lov at fortsætte sit salg på internettet af rejser, der tilbydes i samarbejde med lavprisflyselskabet Sterling.