Ytrings-friheden misbruges

Fra i dag bringer NORDJYSKE hver lørdag på denne plads resultatet af en ord-duel pr. e-mail mellem to nordjyske folketingskandidater.

NORDJYSKE stiller hver mandag de to et spørgsmål, som de ugen igennem diskuterer pr. e-mail. Resultatet af ugens debat kan læses i avisen om lørdagen. Ugens deltagere: Tina Nedergaard (V), folketingsmedlem, opstillet i Sæby-kredsen, e-mail: tina.nedergaard@ft.dk Lene Garsdal (SF), folketingsmedlem, opstillet i Aalborg Nord-kredsen, e-mail: lene.garsdal@ft.dk Ugens emne: Hvordan bør det danske samfund reagere på udtalelser som dem, den frigivne Guantanamo-fange er kommet med om danske ministre som legitime terrormål? Kære Lene! Fundamentalistiske muslimer misbruger i denne tid vores udstrakte ytringsfrihed til at opfordre til terror og vold. "Fangens" udtalelser kalder på den hårdest tænkelige fordømmelse fra alle, også muslimer. Finder du det ikke ironisk, at han ønsker død over den regering, som netop har hjulpet ham på fri fod? Vi må indse, at vi har dødsfjender, som bor iblandt os. Vi må derfor sige fra og holde justits med deres planer og kumpaner for at sikre os mod angrebene på vores demokrati. Mvh Tina. Kære Tina! Enhver opfordring til terror er uacceptabel. Desværre findes der religiøse fundamentalister som den tidligere fange. Men kritikken af Guantanamo handler om principper. Rettigheder er jo ikke kun for dem, vi kan lide. Hvis "fangen" har gjort sig skyldig i noget, skal han naturligvis retsforfølges. Men, som Kofi Annan for nylig påpegede: " De, der påkalder sig folkeretten, må selv underkaste sig den." Bør vi i vesten ikke være vagthunde i forhold til principperne? Mvh Lene. Jo, kære Lene, men vi hjælper ingen ved at legitimere opfordringer til terror eller angreb mod danske politikere. Tværtimod er det afgørende, at vi alle melder klart ud, at vi ikke vil finde os i sådanne opfordringer. Vi har på grundlag af FN's resolutioner valgt at understøtte indførelsen af demokrati i Irak. Det er en proces, som vil tage tid, men som vi må fortsætte. Anti-demokraterne bør ikke få held til at skræmme os ud for at give plads til et Taliban-lignende regime. M.v.h. Tina. Kære Tina! Jeg legitimerer ikke opfordringer til terror elle angreb på danske politikere. "Fangen" påberåber sig sin ret til at lade hans gud bestemme terrormål. Det er absurd og uacceptabelt i et demokratisk samfund. Men er det ikke den religiøse fanatismes største triumf, hvis vi undsiger retsstatens principper om ytringsfrihed og demokrati? Er du ikke enig i, at udviklingen i Irak er blevet optrappet, og at koalitionen på en række områder har været dårlige repræsentanter for demokrati? Mvh Lene. Kære Lene! Nej, jeg er faktisk meget uenig med dig. Koalitionens reaktioner på de overtrædelser af menneskerettighederne, som er sket i Irak, beviser lige netop forskellen mellem demokrater og terrorister. I demokratiske nationer retsforfølger vi personer, som overskrider grænserne. I fundamentalistiske kredse hylder man dem. Vi er i Irak for at skabe fred. Terroristerne for at skabe kaos. Intet kan undskylde "fangens" holdning. Vi skal alle tage klart afstand herfra uden et "men". M.v.h. Tina. Kære Tina! Er brug af klyngebomber, napalm og tortur i Abu Ghraib-fængslet osv. vestens begreb om udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder? Eller forbigåelse af FN og folkeretten ved krigens start? Irak-krigen har skabt flere problemer, end den har løst, og verden er blevet mere utryg. Krig kan ikke kontrolleres, og det fremmer kun mistro og had, når ideologi går forud for fornuft og medmenneskelighed. Jeg værner om vores demokratiske principper, men fordømmer stærkt fangens udtalelser. Mvh Lene. Tina Nedergaard er 35 år og bor i Sæby. Hun er cand. scient. pol fra Aarhus Universitet og har, før hun blev fuldtidspolitiker, blandt andet arbejdet i Dansk Arbejdsgiverforening. En meget stor del af fritiden bruger hun på datteren Inge på ni måneder. Lene Garsdal er 57 år og bor i Nibe. Hun er speciallæge i arbejdsmedicin/samfundsmedicin, senest med ansættelse ved Arbejdstilsynet. Hun holder meget af at synge i kor og af at passe sine mormor-forpligtelser over for Elvira på et år.