Film

Ytringsfrihed giver vi ikke køb på

12 tegninger, der skal forestille en arabisk mand, der levede fra 570-632, har i de sidste 14 dage både medført demonstrationer

, mordtrusler og krav om begrænsninger i ytringsfriheden. Manden er den islamiske profet Muhammed og avisen, der var modig nok til at lægge spalteplads til tegningerne, er Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har måttet hyre et vagtværn til at passe på avisens personale. Og to af tegnerne måtte i den forgangne uge gå under jorden. Trusler kan man imidlertid altid henføre til isolerede galninge. Langt alvorligere er det, når 3500 muslimer går på gaden i København og demonstrerer mod tegningerne af Muhammed – eller rettere mod ytringsfriheden – for det er jo ret beset det, de 3500 muslimer, der fyldte Københavns gader 14. oktober, gjorde. Naturligvis har man ret til at demonstrere. Men det er urovækkende, at så mange muslimer går på gaden for at demonstrere mod ytringsfriheden. Det forekommer mig, at der er noget disse mennesker har misforstået. Nogle af dem har forsøgt at spille bolden over på danskernes banehalvdel – "hvad nu hvis man tegnede billeder af Jesus, så ville I jo også blive vrede". De mennesker har vist aldrig set Jens Jørgen Thorsens Jesus-film: Den var et eksempel på umanerlig dårlig smag, men selvfølgelig skulle Thorsen da have lov til at lave sin film. Og Gud og Jesus skulle nok evne at forsvare sig selv uden menneskelig mellemkomst. Andre muslimer har givet udtryk for, at regeringen burde gribe ind og stoppe bespottelsen af islam. Fælles for dem er, at de ikke har forstået, hvad det vil sige at være borger i Danmark. I Danmark brydes meninger frit. I Danmark har man ret til at sige, mene og tegne, lige hvad man har lyst til – også om en mand, der blev født for 1435 år siden i Mekka. I 1990 kunne en demonstration vendt mod forfatteren Salman Rushdie samle cirka 700 rasende muslimer, der krævede forfatterens hoved på et fad. 15 år senere er der fem gange så mange muslimer vendt mod Jyllands-Posten og de 12 tegnere – og igen er det Muhammeds ære, der angiveligt er blevet trådt for nær. Hvad kan det ikke ende med? En herboende pakistansk imam, Madani Mosque, gav os en forsmag herpå: "Vi protesterer med fredelige midler i dag, men i mit hjerte ved jeg godt, hvad jeg har lyst til, og næste gang…", og så blev mikrofonen ellers revet ud af hånden på den ophidsede imam, for man skulle jo nødig have at katten slap ud af sækken. Men katten er allerede sluppet ud – og stukket af. Der arbejdes målrettet i dele af det muslimske miljø i Danmark på at begrænse ytringsfriheden, så tegninger af Muhammed og kritik af islam forbydes under hensyntagen til, at muslimernes tro skal beskyttes mod "bespottelse". Det allerværste er, at demonstrationerne og truslerne ser ud til at virke. Jyllands-Posten chefredaktør er begyndt at vakle, danske tegnere bliver nervøse for at tegne karikaturer af Muhammed, læserbrevsskribenter tænker sig om en ekstra gang af frygt for at få en fatwa rettet mod sig. For man har jo set, at truslerne kan forvandles til blodig alvor. I Holland blev filminstruktøren Theo van Gogh myrdet af en forskruet islamisk fundamentalist, og den somaliske politiker Ayaan Hirsi Ali har måttet gå under jorden i lang tid. Hollands fremmeste indvandringskritiske politiker, Geert Wilders, har måttet overnatte i et topsikret fængsel, som er det eneste sted, hvor det hollandske politi kan garantere hans sikkerhed. Er det det vi ønsker i Danmark – politikerne i fængsel og de fundamentalistiske voldelige muslimer på gaderne? Vi må aldrig gå på kompromis med frihedsrettighederne. I en situation som den nuværende risikerer vi let at lægge bånd på os selv. Bånd, som vil betyde, at vi også fremover, vil holde os tilbage fra at kritisere islam – eller tegne Muhammed. Hvis vi lægger bånd på os selv for at tilgodese reaktionære fundamentalistiske muslimer, så taber vi kampen for ytringsfriheden. Så bliver det folk som den pakistanske imam, Madani Mosque, der kommer til at bestemme, hvad der må siges i vort fædreland – og det bliver ikke meget! Det er derfor, at vi danskere nu skal slå koldt vand i blodet, sige til de muslimer, der har valgt at bosætte sig i Danmark: I må respektere ytringsfriheden – friheden til at kritisere islam, friheden til at tegne Muhammed – og Allah for den sags skyld og friheden til at sige, hvad man har på hjertet. Der er så rigeligt med lande i verden, hvor ytringsfriheden ikke eksisterer – hvor islamiske dogmer afgør, hvad man må og ikke må sige. Hvis I ønsker at jeres liv – og jeres medmenneskers liv – skal dikteres af islamisk dogmatik, så rejs dog for alt i verden derhen, hvor de dogmer allerede er gældende – i stedet for at søge at prakke os disse religiøse regler på. I Danmark; der har vi ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor. Og ytringsfriheden; den giver vi ikke køb på.