Ytringsfrihed - ikke mobning

Åbent brev til DF-folketingskandidat Rikke Karlsson: Tak for, at du værdsætter ytringsfriheden (18.1). En ytringsfrihed, som i øjeblikket også trues ovenfra gennem angreb på den fulde ytringsrets forudsætning, informationsretten.

Tænk bare på den nye mediebetænkning, hvor embedsmændene vil forringe mediernes mulighed for at kontrollere statsforvaltningerne på vores vegne. Det er der jo ellers lige dokumenteret behov for jvf. Cavlingprisen for afdækning af uregelmæssigheder i daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens ministerium i den såkaldte kontanthjælpssag. Og vi husker alle militærets og -ministeriets manipulation med Thomas Rathsacks ytringsfrihed og dermed vor alles informationsret i forbindelse med bogen "Jæger i krig med eliten". Det var nylige eksempler på, hvordan flertallet i et repræsentativt demokrati misforvalter informationsretten og ytringsfriheden, hvilket viser at du har ret i at den er truet. Men pas nu på, at du ikke forveksler ytringsfrihed for alle under ansvar med det magthavende flertals ubegrænsede ret til at mobbe et forsvarsløst mindretal til begå desperate handlinger! Og det gælder på såvel samfunds- som gruppeplan. Ellers kan det få fatale følger jf. det nylige økseoverfald og nødværget med kniv. For gør du ikke netop det, når du forbigår, at den vanvittige og afskyvækkende reaktion overfor Kurt Westergaard antageligt skyldes, at det faktisk var ham der tegnede profeten Muhammed med en bombe påskrevet et citat fra den islamiske trosbekendelse, hvilket gør, at tegningen kan opleves af alle muslimer som en hån mod selve deres religion? Og når desuden det store toneangivende dagblad Jyllands-Posten i sin udbasunering i sin tid brugte ordet hån som noget, muslimerne måtte lære at acceptere? Og husk også Rikke Karlsson - ikke mindst som folkevalgt for Dansk Folkeparti, at også sammenhængen man ytrer sig i, vil være afgørende for læsernes fortolkning af budskabet. Undertegnede har faktisk i flere år haft Westergaards karikaturtegning liggende på nettet – side om side med en af nazitidens hæslige karikaturtegninger af en jøde med en stabel raketter i favnen – og det helt uantastet.

Forsiden