Yussuf Poulsen scorer første sæsonmål i Leipzig-storsejr

Yussuf Poulsen startede inde for første gang i sæsonen for RB Leipzig og takkede for tilliden med et mål.

Yussuf Poulsen fik bolden serveret på et sølvfad af Christopher Nkunku, da danskeren scorede lørdag.

Yussuf Poulsen fik bolden serveret på et sølvfad af Christopher Nkunku, da danskeren scorede lørdag.

KØBENHAVN:Det har været småt med spilletid for Yussuf Poulsen i RB Leipzig i denne sæson.

Men lørdag fik den danske landsholdsangriber chancen for start, da han sammen med holdkammeraterne stod over for Hertha Berlin i Bundesligaen.

Poulsen takkede for tilliden ved for første gang i sæsonen at komme på måltavlen. Danskeren scorede til 2-0 i Leipzigs storsejr på 6-0.

Poulsen skulle blot sætte indersiden på bolden for at sende den i mål efter en god tværaflevering i feltet af Christopher Nkunku. Scoringen faldt cirka midtvejs i første halvleg.

Kort forinden havde Nkunku selv bragt Leipzig i front. Franskmanden gjorde det senere også til 5-0 direkte på frispark. Nordi Mukiele, Emil Forsberg og Amadou Haidara stod for de øvrige mål.

Oliver Christensen så hele kampen fra Herthas bænk. Den tidligere OB-målmand har stadig sin debut til gode for hovedstadsklubben.

Flere andre danskere i Bundesligaen var også på bænken lørdag. Jesper Lindstrøm blev dog skiftet ind for Eintracht Frankfurt efter lidt over en times spil, da det mod FC Köln endte 1-1.

I Hoffenheims 3-1-sejr over Wolfsburg kom Jacob Bruun Larsen på banen med cirka 20 minutter tilbage for Hoffenheim. Robert Skov blev på bænken.

Bo Svensson skiftede Marcus Ingvartsen ind i 66. minut, da Mainz tabte 0-1 til Bayer Leverkusen.

Frederik Rønnow kom heller ikke lørdag i aktion for Union Berlin, som vandt 1-0 over Arminia Bielefeld. Målmanden har - ligesom Oliver Christensen - stadig ikke spillet for sin nye klub.

I lørdagens sene bundesligakamp tabte Dortmund ude 0-1 til Borussia Mönchengladbach. Erling Haaland sad ude med en skade for Dortmund.

Lørdagens resultater betyder blandt andet, at Leverkusen nu er på andenpladsen i Bundesligaen med 13 point, samme antal som Wolfsburg på tredjepladsen. Bayern München, som vandt fredag, fører med 16 point.

RB Leipzig og Yussuf Poulsen har syv point på tiendepladsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.