Zap, klap og klip

Tidens børn har ofte ikke behov for forberedelse, fordybelse og fordøjelse. De søger aktiviteter med stor underholdningsvolume, skriver Frode Muldkjær

Det var Brugsens skyld, vi var der. Foreningen havde ganske enkelt købt en hel cirkusforestilling, og nu kunne Brugsens medlemmer i Brønderslev så komme gratis i cirkus. For dividenden, og tage ungerne med selvfølgelig. Eller sende børnene af sted alene – det var nemlig en eftermiddagsforestilling. Derfor kom publikum til at se ud, som det gjorde den eftermiddag i Brønderslev. Der var fyldt op med børn. Og så mig. Nu var jeg der sammen med min båndoptager, men jeg kunne nemt have fundet på at komme "uden ledsager". Jeg har altid været ret vild med cirkus. Jeg tror det er lugten, og så er man så forbandet tæt på. Man kan nærmest smage forestillingen. Der var også rigtig godt knald på allerede fra start. Vi svælgede os i vilde dyr, heste, klovne, knivkastere, artister. Herlighederne var as usual fordelt på to halvlege. Der skal jo også sælges is. Og børnene kunne komme om bag ved og klappe heste – og så'n. Så blev der ringet ind efter pausen, og børnene var så hurtige på plads, at enhver skolelærer ville blive totalgrøn af misundelse. Der var jo heller ingen grund til at gå glip af noget - til de penge! Dernæst ved de fleste godt, at selv om man er blevet godt underholdt hidtil, så er der noget med, at en cirkusforestilling altid kører sig selv op til det store festfyrværkeri mod slutningen, hvor samtlige ansatte nærmest svæver høje rundt under telttaget. Der var en god stemning. Fuld koncentration og ingen slingrer – hverken i manegen eller på tilskuerpladserne. PLUDSELIG SKETE der dog noget meget mærkeligt. Store grupper af børn rejste sig fra deres pladser, og begyndte at forlade cirkusteltet. Det var ikke bare hist og pist to-tre stykker, fordi de havde glemt at tisse i pausen - på grund af al det isspiseri og heste-klappen. Sådan en uro ville jeg nok slet ikke have registreret. Men her var tale store klumper af børn på mellem 5-10, som begyndte at bevæge sig mod teltudgangen. En fjerdedel af publikum var i bevægelse. Midt i en omgang smagfuld klovneguf. Oven i købet var der mindst et kvarter tilbage af forestillingen. Forude ventede den store afslutning. Hvad skete der dog? DER VAR SELVFØLGELIG den mulighed, at et større antal børn netop den eftermiddag havde taget den kollektive beslutning, at de for alvor ville gøre noget ved lektierne, og det skulle være nu. Da min hjerne forkastede muligheden, valgte jeg at løbe efter for at få stillet min nysgerrighed. De spurgte børn tøvede ikke med svaret. De slog hverken blikket rødmende ned, eller greb til voksengustne bortforklaringer, og deres øjne var klare og forventningsfulde med gnister af medlidenhed med spørgeren, som åbenbart ikke var klar over, hvordan verden var skruet sammen: - "Vi skal hjem og se "Det lille hus på prærien". Svaret gjorde mig trist og bedrøvet. Her fik børn serveret gratis levende direkte underholdning af høj kvalitet. Dyr og mennesker med stor kunst vimsede omkring øjnene på dem, og fik dem til at le. Jeg havde selv hørt, hvor børnene morede sig. Dette live-show valgte de fra for at komme hjem og kigge på kunstig redigeret underholdning på en lugtfri skærm. Deprimerende. CIRKUS HAR I generationer været børns ypperste underholdning. Da jeg var barn kunne man glæde sig i ugevis til den cirkusforestilling, som éns far havde sagt man skulle ind og se, når cirkus kom til byen. Forventningens altomfavnende glæde – hvor var den stor. Det er ikke løgn, at man sov ikke meget natten før dagen. Når så det hele var vel overstået – alt spist med glubende appetit - så kom dage med fordøjelse. I timer kunne man snakke med de andre om denne fantastiske forestilling, og gennemgå i detaljer de enkelte numre. Ikke sjældent gik man nogle stykker sammen for at planlægge en sensommer-cirkus-forestilling, hvor gadens mindste børn kunne få lov at se lokale Yrsa udklædt som cirkusdronning, og bagerens tamme halvblinde kat udklædt som farlig vild løve. MEN TIDENS BØRN har ofte ikke behov for forberedelsen, fordybelsen, og fordøjelsen. Zapperbørn søger aktiviteter med stor underholdningsvolume, hvor man ikke interesser sig for forberedelserne til showtime. Tomgang og stilstand straffes med bortvisning. Manglende tempo med tryk på en alternativ kanal-knap. Sådan er børn selvfølgelig ikke indrettet fra fødsel – de er tilvænnet hastighedskulturen af deres voksne. Vi skal ikke så mange år tilbage, hvor det var ret sjovt at gå til sportsbegivenheder, fordi man godt kunne lide at se idrætsfolket folde sig ud på en fornem vis, bl.a. fordi man vidste godt, at det var måneders træning og forberedelser, der var baggrunden for deres præstationer. Man bliver ikke god ved ikke at øve sig. I DAG SYNES mange det er er det sjovest at se Sportsnyt på skærmen – alt det kedelige er klippet væk. Søndag aften kan du i kort form på begge nationale kanaler få samtlige superligamål, og særligt udvalgte højdramatiske situationer på rasende kort tid. Det sportsinteresserede mindretal, som fortsat møder op på landets fodboldarenaer onsdag aften eller søndag eftermiddag kan tit kun slæbe sig igennem to gange 45 minutter, hvis der er en pæn portion fadøl inden for håndsrækkevidde, og der skal gerne være underholdning i pauserne af letpåklædte småpiger, der vifter rundt med boafjer til larmende musik. Skal underholdningsaktiviteterne være særlig hektiske, så kan man tage til håndbold, hvor enhver naturligt spilafbrydelse fyldes ud med muzaklarm og overfjantede dansende kusiner til fodboldpigerne. DER MÅ ikke være gnist af frirum til snak og selvtænksomhed på noget tidspunkt. Det er strengt forbudt at kede sig. Gennem tiderne er der ellers kommet meget godt ud af at kloge mennesker sommetider keder sig. Zap, klap og klip. Vi har ikke tid til andet end pjank og pjat. Dette kulturmønster gentager sig i indenfor områder, som er absolut vitale. Vi ser kun en bid fra forestillingen. Vi synger kun første og sidste vers. I "Matador"-spillet fordeler vi grundene fra spillets start. Der er nemlig så meget, der ikke er tid til. Der er f.eks. hverken tid til at snakke eller lave mad. Nok bliver familiernes samtalekøkkener flottere, større og dyrere, men antallet af bagte boller og hjemmelavede leverpostejer falder i takt med at antallet af tekniske hjælpemidler stiger. Mikroovnen får kylet færdigretterne ind, hvorefter familiens medlemmer kan trække sig tilbage til hver deres kammer/værelse, og der kan man så i ensomhed fortære dagens manglende vitaminer og tænde for hvert rums indhold af hårde hvidevarer, og gå i gang med at slå aftenen godt og grundig ihjel med tv, computerspatteri, tjat, net og spil. Zap, klap og klip. NÅR VOKSNE skælder ud over deres børns forbrug af elektroniske medier så har jeg ofte oplevet, at snakken femten minutter længere fremme kommer til at handle om, hvad man kan med sit fjernsyn. Faren kan med boblende stolthed i stemmen fortælle, at hjemme hos ham kan de nappe 86 kanaler. Årsagen skyldes farens ihærdige benarbejde i antenneforeningen. Så ski' værre med kontingentforhøjelse. Zap, klap og klip. NÅR BØRN STIKKER af fra en cirkusforestilling, bl.a. fordi forestillingen insisterer på at give klovnen retten til at forberede sin entré, så gør børn, som voksne har opdraget dem til. Det kan godt være voksne med munden har sagt, hvordan de helst vil have deres børn gebærder sig i det store offentlige rum, men set fra børnehøjde er der en verdenskrig til forskel på voksnes tale- og handlemåde. Børn zapper, fordi vi har givet dem mulighederne for at zappe. Børn springer forberedelserne over, fordi vi har lært dem, at det er mest smart. Børn undlader ofte at fordybe sig i verdens forunderligheder, fordi voksnes handlinger viser, at det er der ikke tid til. Børn gør nemlig ikke som voksne siger – børn gør som voksne gør. Og der er alt for stor skel mellem hvad voksne siger og hvad voksne gør. Det skulle børn prøve at fortælle voksne næste gang de mødes i samtalekøkkenet, men den voksne stikker nok bare af. For at komme ind til sig selv og se "Krøniken". Frode Muldkjær, Dronninggårds Allé 4, Dronninglund, er journalist. Kronikken er hentet fra bogen "Verden ifølge Børn", som udkommer 15. august på Børns Vilkårs Forlag. E-mail: Frodem@mail.dk