Støvring

Zapperne har ikke en chance

Idrætsforeningens fritidsklub bliver efter sommer udvidet

STØVRING:Efter sommerferien udvider Støvring Idrætsforening sin fritidsklub. Ordningen er et forsøg og udfaldet er blevet en succes. Til august kan 40 børn få glæde af de fine forhold idrætsklubben kan byde på for de yngste både inde og ude. I dag har idrætsfritidsklubben Spiloppen 30 medlemmer, men kommunen har sagt god for at der kan være 40 børn. Leder siden starten ved dette skoleårs begyndelse, Trine Krabbe, forklarer, at klubben tager børn ind efter princippet først til mølle og der er allerede en venteliste på tre børn. En fredelig hverdag lige efter skoletids ophør er der en håndfuld børn. Philip, Juliane, Martin og Anders er enige om, at de synes om Spiloppen på grund af de særlige aktiviteter, klubben har at byde på. Hver uge finder man på noget nyt, lige fra golf til tikamp. - Vi har sat begrænsning på brugen af computerne til højest en halv time, forklarer lederen, som er nyuddannet ergoterapeut og sammen med den anden ansatte, pædagogmedhjælper Rasmus Gissel, går imod zapperkulturen. Børnene vil gerne lege og spille med dem, men når det gælder spil og de er kommet i gang med Trine, hjælper ingen kære mor. Ikke noget med at rende videre til noget andet, før spillet er spillet færdig. Prisen for at være med i Spiloppen er sat til 410 kroner og åbningstiden er fra klokken 14 til 16.30. Der er eftermiddagsfrugt med vand til og børnene kan købe sig en bolle eller noget mundgodt.