Zentropa klager over skærpet tilsyn

Zentropa mener ikke, at det er berettiget, at selskabet er kommet under skærpet tilsyn.

Filmselskabet Zentropa indgiver nu en officiel klage til bestyrelsen i Det Danske Filminstitut (DFI), efter at DFI den 26. juni skærpede sit tilsyn af selskabet og fastsatte en række vilkår for fremtidig filmstøtte.

Det oplyser Zentropa i en pressemeddelelse.

Ifølge Zentropa er Deloitte-rapporten, der ligger til grund for DFI's tidligere afgørelse, "forkert og mangelfuld".

- Endvidere har to uafhængige internationale revisionsselskaber i forbindelse med revision af filmstøtte til Zentropa fundet Zentropas procedurer, kontroller og systemer fyldestgørende, skriver filmselskabet.

DFI's kritik baserer sig på en stikprøveundersøgelse af regnskaberne for fire Zentropa-film, herunder Oscar-vinderen "Hævnen", for at af- eller bekræfte påstande om uregelmæssigheder og overfakturering. Undersøgelsen er foretaget af revisionsfirmaet Deloitte.

På den baggrund blev der konstateret "en række kritisable forhold vedrørende Zentropas økonomiadministration".

Det fik DFI til at skærpe sine krav, og det er altså det, Zentropa nu har indgivet en mere en syv sider lang klage over.

Allerede da de skærpede krav blev kendt, kritiserede Zentropa, at Det Danske Filminstitut ikke ville indgå i en dialog omkring sine mistanker, og filmselskabet er også stærkt kritisk over for revisionsselskabet.

- Deloittes medarbejdere har virket forudindtaget og fjendtlige under deres besøg på Zentropa og har i mange sammenhænge ikke ønsket at modtage informationer om regnskabs- og faktureringspraksis i filmbranchen.

- Og Deloitte har i flere tilfældet lavet mangelfulde konklusioner, idet de pågældende revisionsmedarbejdere ingen viden har om filmbranchen, lød det dengang i en pressemeddelelse, der var underskrevet af chefjurist Anders Kjærhauge og økonomichef Frederik Nemeth.

Disputten mellem Zentropa og DFI har varet i flere måneder og blandt andet ført til flere voldsomme verbale udfald fra Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, mod filminstituttets direktør Henrik Bo Nielsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.