Zidane efter uafgjort: Dortmund fortjener førstepladsen
Real Madrid var tæt på sejren, men en udligning til sidst sikrede Borussia Dortmund førstepladsen i gruppe F.

FBL-EUR-C1-REALMADRID-DORTMUND Foto: Scanpix/Javier Soriano
Real Madrid havde kun sig selv at takke for, at Borussia Dortmund løb med førstepladsen i gruppe F i Champions League.
Foran 2-1 indtil det 88. minut skulle sejren blot køres hjem, men tyskerne var ikke færdige med at spille, og så kunne Marco Reus udligne til 2-2 i kampens sidste minutter i Madrid.
Dermed sluttede Dortmund på 14 point på førstepladsen, mens Real Madrid må nøjes med andenpladsen.
Real Madrid-træner Zinedine Zidane er dog fuld af respekt for Dortmunds præstation i gruppespillet, hvor klubben to gange har hentet 2-2 mod Real Madrid.
- Dortmund fortjener førstepladsen. De demonstrerede, hvor stærke de er. Vi havde en masse chancer til at score det tredje mål, men i stedet fik vi Dortmund tilbage i kampen.
- Vi går altid på banen for at vinde, men nogle gange er det ikke muligt, fordi modstanderen gør livet svært for dig, og i dag kunne vi ikke hente en sejr. Sådan er fodbold, siger Zinedine Zidane ifølge uefa.com.
Han kunne se sit hold komme foran 2-0 efter to scoringer af Karim Benzema, men alligevel smuldrede det til sidst i opgøret, som Real Madrid skulle vinde for at snuppe førstepladsen i gruppen.
- Når man ser, hvordan anden halvleg forløb, så bliver man lidt vred. Vi havde kampen i vores hænder, men man skal fortsætte til det sidste, siger Real-bossen.
Borussia Dortmunds to scoringer betød, at klubben har rekorden for flest scorede mål i gruppespillet i turneringen. Dortmund har scoret 21 gange i denne sæsons gruppespil, og det har intet andet hold før præsteret.
Træner Thomas Tuchel erkender dog, at uafgjort i Madrid ikke lå i kortene i løbet af opgøret.
- Kampe med Dortmund er noget specielt. Vi gjorde det ret godt i kampens indledning. Derefter var der en masse fejl og forkerte beslutninger, men til sidst var det et glædeligt udkom for os, siger Tuchel.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.