Zimbabwes eneste uafhængige dagblad må ikke udkomme

Harare, lørdag /ritzau/AFP Zimbabwes statslige mediekommission har afvist at lade landets eneste uafhængige dagblad registrere som massemedie. Dermed er avisen Daily News - Zimbabwes mest læste - afskåret fra at udkomme, rapporterede det statskontrollerede dagblad the Herald lørdag. - Medie- og Informationskommissionen enedes fredag enstemmigt om ikke at lade Zimbabwes Forenede Aviser (ANZ), der udgiver Daily News, registrere som massemedie, skrev the Herald. Daily News havde tidligere på ugen ansøgt om at blive registreret i henhold til landets nye strenge medielove. I sidste uge besluttede Zimbabwes højesteret i en kendelse, at Daily News udkom ulovligt, og politiet lukkede avisen. Siden da er avisen ikke udkommet. Iagttagere havde på forhånd vurderet, at Daily News, der er stærkt kritisk over for Zimbabwes stadigt mere autokratiske præsident, Robert Mugabe, formentlig ville få et nej til at blive registreret. - Beslutningen betyder, at 900.000 læsere fratages retten til at læse Daily News, sagde ANZ's juridiske rådgiver Gugulethu Moyo, der betegnede den ny medielov som "uretfærdig". Kampen mellem regeringen og Daily News har været i gang siden torsdag i sidste uge, da politiet lukkede avisens kontorer. Lukningen af avisen har udløst voldsom kritik både i Zimbabwe og i udlandet. Tidligere på ugen blev 100 pro-demokratiske demonstranter anholdt i Harare, da de demonstrerede mod, at avisen blev lukket. I en lederartikel i den statskontrollerede avis The Herald appellerede avisens lederskribent ANZ til ikke at råbe op om svindel. - ANZ kan ikke narre nogen ved at præsentere sig selv som offer. ANZ er sat uden for loven og bør behandles derefter, hed det. /ritzau/AFP