Zimling ankommer til opvarmning før EM-kamp

Midtbanespilleren Niki Zimling ankom til Metalist Stadion og ser ud til at blive testet før Holland-kampen.

Zimling ankommer til opvarmning før EM-kamp

Det ser ud til, at den danske EM-spiller Niki Zimling som minimum bliver testet op til kampen mod Holland.

Niki Zimling, som under fredagens afsluttende træning blev skadet i den ene storetå, er ankommet med spillerbussen til Metalist Stadion og ser ud til at skulle deltage i opvarmningen.

Nøjagtig som alle de øvrige danske spillere kom han ind på banen og gik rundt i shorts og kondisko. Club Brugge-profilen så ganske ubesværet ud.

Hvis Zimling ikke er klar til kampen, så er det ventet, at enten anfører Christian Poulsen eller Jakob Poulsen starter inde ved siden af William Kvist.

Kampen begynder klokken 18, og holdopstillingen bliver offentliggjort en time før kampstart.

/ritzau/