Zimling må holde pause i tre uger

Niki Zimling fik en muskelskade i læggen med hjem fra Armenien og må nu holde pause.

11. september 2013 15:53 - Opdateret 11. september 2013 15:55

Zimling må holde pause i tre uger

Den skade, som Niki Zimling pådrog sig tirsdag i Armenien, kommer til at koste den danske landsholdsspiller tre uger på sidelinjen.

Det oplyser hans tyske klub, Mainz, på sin hjemmeside.

Zimling måtte kort før pausen lade sig udskifte, da Danmark slog Armenien med 1-0, og ifølge Mainz er der tale om en muskelskade i læggen.

Midtbanespilleren måtte stå over, da Danmark i fredags mødte Malta, fordi han var småskadet.

Han meldte sig klar mod armenierne, men holdt altså mindre end 45 minutter.

Skaden kommer på et uheldigt tidspunkt, fordi Niki Zimling har fået en glimrende start på sæsonen i klubben, der lidt overraskende spiller med i toppen af Bundesligaen.

Hvis muskelskaden heler som håbet, kan Zimling formentlig nå at blive klar til de vigtige kampe i Parken mod Italien og Malta.

De kampe spilles 11.- og 15. oktober.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...