Jammerbugt FC

Zinck: På vores bedste dage kan vi godt udfordre Esbjerg

Jammerbugt kommer til pokalkamp mod superligamodstander med momentum

Jammerbugt med Nikolaj Lyngø jagter overraskelsen imod Esbjerg i Sydbank Pokalen. Arkivfoto: Lars Pauli

Jammerbugt med Nikolaj Lyngø jagter overraskelsen imod Esbjerg i Sydbank Pokalen. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Det er charmen ved pokalfodbold, når de store møder de små, men der er også grænser for benovelsen og gæstfriheden, når Jammerbugt i eftermiddag får besøg af Superliga-tropperne fra Esbjerg.

Der bliver formentlig pænt pakket ved banderne omkring det grønne frimærke i Pandrup, og inde på tæppet, dér mellem stregerne, går det nordjyske 2. divisionshold benhårdt efter at levere overraskelsen, fortæller cheftræner Bo Zinck.

- Vi deltager i pokalturneringen for at få de her kampe, og i år har vi igen været heldige og dygtige nok til at spille os frem til at møde et superligahold. Det bliver en stor aften for vores klub og tilskuerne, der får chancen for at se nogle af de bedste spillere i Danmark, men vi går selvfølgelig efter sejren. Ellers var der ingen idé i at være med her, siger han.

Selvom vestjyderne har superligastatus, mener Zinck ikke, at overraskelsen tenderer det umulige. Tværtimod. Jammerbugt er kommet flyvende fra land i 2. division, hvor holdet indtager førstepladsen i gruppe 1 med 21 point efter ni kampe.

Og der altså ikke nødvendigvis så langt fra et selvtillidsfuldt 2. divisionshold til en superligaoprykker, mener Jammerbugt-træneren.

- Hvis vi rammer 100 procent, er vi dygtige. Når vi er bedst, kan vi efter min bedste overbevisning slå alle hold i 1. division. Og på Esbjergs dårligste dage kan de også tabe til alle hold i 1. division.

Kampen spilles onsdag klokken 16.30 i Pandrup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.