Zlatan før VM: Sverige er bedre uden mig

LA Galaxy-spilleren mener, at kollektivet er den næste store stjerne på Sveriges landshold, der skal til VM.

Ritzau
Zlatan Ibrahimovic takkede af på det svenske landshold efter EM i 2016. Arkivfoto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix
Fodbold VM 2018 1. juni 2018 11:16 - Opdateret 6. juni 2018 15:32

FODBOLD: Det er to år siden, at Zlatan Ibrahimovic sagde farvel til det svenske fodboldlandshold efter EM i Frankrig.

Selv uden superstjernen formåede Sverige at kvalificere sig til årets VM-slutrunde i Rusland, der begynder 14. juni.

Det skete, da Sverige i november sidste år meget overraskende vandt 1-0 over Italien efter to playoffkampe.

Zlatan Ibrahimovic har da også fidus til det svenske hold ved VM, selv om han ikke selv er med.

- Jeg tror på Sverige. De er bedre uden Zlatan, siger han til Svenska Dagbladet.

- Det kollektive bliver den næste stjerne, siger LA Galaxy-spilleren.

Efter at Sverige kvalificerede sig til VM, svirrede rygterne længe om, at Zlatan Ibrahimovic ville vende tilbage til landsholdet.

Det viste sig dog, at der ikke var hold i disse rygter.

Angrebsstjernen deltog for Sverige ved VM i 2002 og 2006 samt EM i 2004, 2008, 2012 og 2016.

36-årige Zlatan Ibrahimovic nåede i sin lange karriere i europæisk fodbold at spille for storklubber som Ajax, Juventus, Inter, FC Barcelona, AC Milan, Paris Saint-Germain og Manchester United.

I marts skiftede Zlatan Ibrahimovic til LA Galaxy fra Manchester United, hvor han havde svært ved at spille sig på holdet efter at være kommet tilbage fra en alvorlig knæskade.

/ritzau/

Tema: Fodbold VM 2018

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...