Zlatans klub boykotter tv-station

Karantæner efter tv-billeder har fået PSG og Marseille til at boykotte Canal Plus resten af sæsonen.

De to franske fodboldklubber Paris Saint-Germain og Marseille har valgt at boykotte tv-stationen Canal Plus i resten af sæsonen.

Det meddelte de tirsdag aften.

Baggrunden er, at tv-stationen har vist optagelser, som har ført til karantæner for Zlatan Ibrahimovic (PSG) og Dimitri Payet (Marseille). Det skriver nyhedsbureauet NTB.

De to klubbers begrundelse er, at de ikke vil risikere nye sanktioner efter uheldige kommentarer fremprovokeret af kontroversielle dommerafgørelser.

- Antallet af Canal Plus-kameraer og mikrofoner, som er omkring holdene konstant, og risikoen for, at de kan føre til nye udelukkelser, gør, at vi tager dette store skridt, lyder det i pressemeddelelsen.

Tv-stationen betaler mere end tre milliarder kroner årligt for at vise franske ligakampe. I aftalen hedder det sig, at Canal Plus ikke skal fremhæve situationer, som går imod fodboldens image, og at der skal tegnes et positivt billede ved at have fokus på de smukke detaljer og det gode spil.

Den franske ligas ledelse har antydet, at Canal Plus i fremtiden kan få forbud mod at filme udenfor banen, hvis kanalen ikke ændrer fremgangsmåde.

Andre klubtrænere har været ude med meninger om, at spillerne bare må huske at tænke sig om, inden de udtaler sig.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.