Fodbold

Zohore sørger for jubel i Cardiff med mål i overtiden

Southampton tabte 1-2 hjemme til Cardiff. Kenneth Zohore stod for den afgørende Cardiff-scoring i overtiden.

Cardiff-angriberen Kenneth Zohore kom på banen i anden halvleg og endte som matchvinder i Premier League-kampen ude mod Southampton.

Cardiff-angriberen Kenneth Zohore kom på banen i anden halvleg og endte som matchvinder i Premier League-kampen ude mod Southampton.

SOUTHAMPTON:Southampton tabte lørdag overraskende med 1-2 hjemme til Cardiff i Premier League.

Danske Kenneth Zohore stod for den afgørende scoring for Cardiff dybt inde i overtiden.

Opgøret var Cardiffs første efter fundet af Emiliano Salas lig i et flyvrag på havets bund.

Sala omkom som følge af et flystyrt 21. januar i Den Engelske Kanal. Angriberen var på vej mod et nyt fodboldeventyr i Wales efter sit skifte fra Nantes til Cardiff.

Liget blev bjærget onsdag, mens det først sent torsdag blev bekræftet, at det var den 28-årige argentiner.

Inden lørdagens kamp blev der afholdt et minuts stilhed for at mindes Sala, og alle spillere fra de to hold bar sorte sørgebind.

Desuden havde Cardiff-spillerne fået lov til at spille med trøjer, hvorpå der var broderet en gul påskelilje. Det er Wales' nationalsymbol og Nantes' trøjefarve.

Men i 90 minutter plus det løse handlede det først og fremmest for Cardiff-spillerne om at forsøge at koncentrere sig om selve fodboldkampen.

Og det lykkedes. Det var blot Cardiffs anden udesejr i hele sæsonen i Premier League.

Kampen inkluderede sammenlagt tre danskere, som alle var i aktion.

Pierre-Emile Højbjerg var med i hele kampen for Southampton, som også benyttede Jannik Vestergaard i de første 72 minutter.

Angriberen Kenneth Zohore kom på banen for Cardiff efter 62 minutter ved stillingen 0-0 og endte med selv at skabe overraskelsen.

Sol Bamba havde bragt Cardiff foran efter 70 minutter, men Jack Stephens udlignede for hjemmeholdet et minut inde i overtiden.

Zohore slog til to minutter senere med et fladt spark inde i feltet til stor jubel for udeholdet.

Cardiff har nu 25 point efter 26 kampe, mens Southampton er placeret lige over nedrykningsstregen med 24 point efter 26 kampe.

/ritzau/