EMNER

Zoo har mistet endnu en elefantunge

KØBENHAVN: Københavns Zoologiske Haves to-årige elefantunge Punjab er død. Dødsfaldet kommer kun to uger efter, at en anden elefant, Coco, døde af blodforgiftning som følge af en tarminfektion. - Obduktionen af Punjab har vist, at han er død af en meget kraftig tarminfektion, fortæller Carsten Grøndahl. Men da man ikke i Punjab har fundet den type bakterier, der forårsagede Cocos død, er der ifølge Grøndahl ikke noget, der tyder på, at der er nogen sammenhæng mellem de to elefanters død. - Det er ikke usædvanligt, at en tarminfektion i løbet af få timer kan tage livet af en elefant. Det er set mange gange tidligere i andre zoologiske haver, også i København. Det kan gå meget stærkt med elefanter, siger Grøndahl. /ritzau/