Zoos vilde eventyr virker

Payamino-indianerne i Ecuador holder stand mod olieselskaberne og fast i aftale med Aalborg Zoo

Energiselskaber 4. juli 2003 08:00

AALBORG: Det er mindre end en måned siden, at zoolog Jens Sigsgaard fra Aalborg Zoo stod i et stort olieselskabs kontor i Coca og følte sig en smule utryg over en udsøgt venlig behandling. Det europæiske olieselskab Perenco overtog oliekoncessionen i stammens område i oktober sidste år. Siden har Jens Sigsgaard og Perenco trukket i hver sin retning, når det gælder Payaminoindianernes fremtid i den ecuadorianske regnskov - næsten 10.000 kilometer fra Aalborg Zoos hovedindgang. - Man kan ikke undgå at blive lidt utryg, når et olieselskab, der har tilbudt Payaminoerne 150.000 dollars for at få lov at bore efter olie i junglen, pludselig og uden videre siger, at de vil respektere indianernes ønske om at samarbejde med Aalborg Zoo. Mistænksom er Jens Sigsgaard altså stadig, men samtidig uhyre glad for at de omkring 250 sydamerikanske indianere fra den ecuadorianske del af Amazonjunglen har besluttet sig for at forlænge deres aftale med Aalborg Zoo. Hjemmeside og butik - Vi kan ikke tilbyde beløb i nær den størrelse som olieselskaberne, erkender Jens Sigsgaard, der til gengæld tror, det er lykkedes at åbne indianernes øjne for, at Aalborg Zoo kan være med til at tilbyde dem en fremtid med mere end her-og-nu indtægter. Som et helt nyt led i den sammenhæng er Jens Sigsgaard klar til at lancere en hjemmeside om projektet, og forleden åbnede en ny butik - La Tienda - i en tidligere kioskbygning i zoo-landskabet med skåle, tasker, guldpander og andet kunsthåndværk produceret af Payaminoerne selv. Butikken indeholder også en udstilling om Aalborg Zoo og Jens Sigsgaards mål med projektet på den anden side af kloden. Økoturisme er en del af projektet. Men siden det første hold nordjyske økoturister besøgte payaminoerne i junglen i november sidste år, har der ikke været nok til et hold. Men til november skal det være, og Jens Sigsgaard holder det næste informationsmøde 2. september. - Skal vi fortsat kunne overbevise Payaminoerne om, at det er os, de skal satse på, er vi nødt til at levere varen, erkender han. Da Aalborg Zoo indgik en aftale med den sydamerikanske indianerstamme sidste sommer var det med løfte om økoturister og om en årlig støtte på 13.000 dollars, små 100.000 kroner. Pengene går blandt andet til aflønning af zoo's kontaktmand til stammen Darwin Garcia. 5000 dollars får stammen til investeringer til fælles bedste, og zoo har forpligtet sig til at købe shigra'er, guld, guldpander, skåle, pile og andre former for kunsthåndværk for andre 3000 dollars. Et pænt beløb for zoo. Store penge for Payaminoerne, men pebernødder for olieselskaberne. Penge med bivirkninger - Men det er begyndt at gå op for Payaminoerne, at det ikke kun er penge, der følger med olieselskaberne. - Det er også forurening med efterfølgende aborter, hudsygdomme og trusler om arrestation af deres ledere, som andre stammer i Ecuador har oplevet det, påpeger Jens Sigsgaard. Da han besøgte Payaminoerne i maj sammen med en anden zoo-medarbejder, Lone Andersen, oplevede de selv i oliebyen Coca at blive fulgt af en bil fra olieselskabet, der ved selvsyn ville se om indianernes europæiske samarbejdspartner virkelig eksisterede. Om Payaminoerne også på sigt kan holde stand mod olieselskaberne er selvsagt et åbent spørgsmål. - Men indtil videre er Payaminoerne den eneste af de 82 stammer i blok 7 (en ecuadoriansk olieregion), der har afvist olieselskaberne i deres ønske om at komme ind, konstaterer Jens Sigsgaard, som samtidig er klar over, at det stiller store krav til zoo fortsat at holde selskaberne væk. - Det kræver blandt andet, at vi kan være med til at forbedre deres levevilkår eksempelvis ved at opfylde stammens store behov for regelmæssige lægebesøg, pointerer han. Det kræver også en bearbejdning af stammens holdninger. - Indianerne har ikke nogen fornemmelse af, hvad det er, de har brug for, når olieselskaberne kommer med deres tilbud. Nabostammen har fornylig åbnet for olieeftersøgning i deres del af junglen. Pris: Nogle vandpumper, 4000-5000 dollars og en computer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...