Fodbold

Zorniger: For mange Brøndby-spillere gemte sig

Brøndby-træner Alexander Zorniger langede hårdt ud efter sine spillere efter mandagens 0-1-nederlag til FCM.

Brøndby-træner Alexander Zorniger ærgrede sig over nederlaget til FC Midtjylland. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Brøndby-træner Alexander Zorniger ærgrede sig over nederlaget til FC Midtjylland. Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

For mange Brøndby-spillere leverede under vanligt niveau, og flere af dem gemte sig i mandagens 0-1-nederlag til FC Midtjylland.

Den hårde analyse kommer fra Brøndby-træner Alexander Zorniger, som ikke var tilfreds med indsatsen fra sine egne spillere.

- De var lidt for bange for at tabe noget. Ikke bare kampen, men de var bange for at tabe noget i et større perspektiv, siger Zorniger.

Efter sejren har FCM lige så mange point som Brøndby i toppen af Superligaen, og kampen om DM-guldet er helt åben. Brøndby fører dog ligaen på en bedre målscore.

Tyskeren så sit Brøndby-mandskab overlade for meget initiativ til FCM, og det må ikke gentage sig i de to sidste kampe mod AC Horsens og AaB.

- Vi skal ikke ud at forsøge at undgå noget. Hvis man vil have noget, så skal man tage det og ikke håbe, at der er en anden, der laver dit arbejde.

- Vi havde for mange spillere, som gemte sig, siger Zorniger.

Han savnede sin svenske midtbanespiller Simon Tibbling, som var ude med karantæne.

- Vi spillede ikke på det niveau, vi er i stand til. Vi tabte kampen på midtbanen totalt. For mange spillere viste sig ikke frem. Vi savnede Simon Tibbling meget.

- Vi spillede ikke vores spil. Vi spillede med for mange lange bolde. Vi skulle have spillet med korte afleveringer. Det skal vi have analyseret, fastslår Zorniger.

Brøndby-træneren mener, at FCM-spillerne Tim Sparv og Paul Onuachu burde være udvist for hårde tacklinger og urent spil.

- Vi talte med dommerne om det. Tim Sparv burde ikke have fået lov til at blive på banen. Han lavede et frispark, der var til klart gult-rødt.

- Det samme med Onuachu. Hele ligaen ved, at han bør udvises i hver anden kamp, fordi han bruger sine arme og albuer. Men det er vores egen fejl. Vi leverede ikke på højt nok niveau, siger Zorniger.

Fredag aften venter AC Horsens i den næste kamp for Brøndby, mens FCM gæster FC København.

- Vi er stadig nummer et. FCM har ikke en nem kamp mod FCK. Og vi har heller ikke en let kamp i Horsens, konstaterer Zorniger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst