Zorniger: Landsholdsspillere lytter til forkerte personer

Brøndby-træneren skyder mod Spillerforeningen i konflikten, der tårner sig op omkring landsholdet.

Brøndby-træner Alexander Zorniger mener ikke, at penge bør få landsholdsspillere til at afvise at stille op for Danmark. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Fodbold 2. september 2018 23:18

Landsholdets kommende kampe mod Slovakiet og Wales er i fare for at blive aflyst på grund af en uenighed mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en landsholdsaftale.

Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger, har ikke meget til overs for striden og spillernes krav.

- At spille for dit land er det største, du kan. Uanset om det er for Tyskland eller Danmark.

- Det kan ikke handle om penge, for spillerne vælter sig i penge til op over begge ører i forhold til normale personer, siger Zorniger og skyder mod Spillerforeningen.

- Hvis man følger nogle andre, som har andre interesser end at spille for Danmark, så følger man helt sikkert de forkerte personer, mener Brøndby-træneren.

Zorniger, der søndag så sit Brøndby-hold spille 2-2 mod FC Midtjylland, mener ikke, at Spillerforeningen varetager spillernes interesser godt nok.

- Hvad er deres interesse? Hvis de ikke er interesseret i, at spillerne optræder på det højest mulige niveau.

- Det er personer, der skal tjene deres egne penge. Det kan ikke være for spillernes skyld, mener han.

- Der skal helt sikkert være forhandlinger. Måske omkring flere fysioterapeuter eller flere privatfly, men det skal foregå mellem spillerne og forbundet - ikke gennem nogen, der ikke er interesseret i landsholdet.

- Hvis du ikke vil eller ikke kan spille for landsholdet, så er der noget, der går den helt forkerte vej.

- Sidste år var der også problemer med kvinderne. Men de tjener ikke de store penge. De her spillere vælter sig i penge, siger tyskeren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...