Zulu tilbage i Aalbæk

Medievirksomhed 5. juni 2003 08:00

AALBÆK: Snart kan medlemmerne af Aalbæk Antenneforening atter se den åbenbart meget populære tv-kanal TV Zulu. Den ekstraordinære generalforsamling besluttede mandag, at TV Zulu igen skal kunne ses af fællesantennens medlemmer. Omkring 100 personer deltog på generalforsamlingen, der af samme årsag måtte flytte fra Aalbæk Idræts Centers cafeteria og ind i selve hallen for at gøre plads til alle. - Normalt kommer der ikke mange til foreningens generalforsamlinger, så det store deltagerantal var en positiv oplevelse, siger den nye formand for antenneforeningen, Jan Andersen. Han afløste efter den ordinære generalforsamling den hidtidige formand Bo Pedersen, der dog fortsætter i bestyrelsen. Bestyrelsen er allerede i gang med forhandlingerne med udbyderen og forventer, at TV Zulu vil findes blandt programmerne igen fra 1. Juli - lige i tide til cykelløbet Tour de France. En misforståelse bevirkede, at Zulu tidligere på året forsvandt fra skærmene i Aalbæk. Kanalen blev betalings-tv, og så fjernede bestyrelsen den og mente ikke selv at skulle sætte Zuku på dagsordenen til den ordinære generalforsamling. Det troede en del medlemmer, så Zulu kom slet ikke til afstemning på generalforsamlingen, og det udløste vrede hos mange medlemmer. Bestyrelsen indkaldte derefter til en ny generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen, og nu er Zulu på vej tilbage. Det har iøvrigt vist sig meget vanskeligt at krydse tv-kanalen TV Zulu med andre tv kanaler. Det må bestyrelse i Aalbæk Antenneforening konstatere, efter at have arbejdet intenst på at finde en teknisk mulig - og betalelig - løsning, så de der vil se TV Zulu kunne vælge kanalen til, mens de der ikke ønsker at se kanalen kunne slippe for at betale for den. - Vi har haft lange debatter med udbydere af de forskellige kanaler, men ingen kan levere en løsning, hvor det kun er de medlemmer, der ønsker at se TV Zulu, som belastes økonomisk, siger foreningens formand Jan Andersen. Alle medlemmerne kan forvente en ekstra-regning på 130 kroner årligt for, at TV Zulu kan ses i Aalbæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...