Motionsidræt

Zumba i bassinbølgerne

Thy Hallen har nu hold i aquazumba i svømmehallen

De latinamerikanske zumbarytmer gungrer nu i både gymnastiksale og svømmehaller. Nu er de kombinerede bevægelsesmønster af dans og fitness rykket over i Thy Hallens svømmehal, hvor instruktør Annemette Briand hver tirsdag fra kl. 19.00 og en lille time frem instruerer deltagere i aquazumba. Tirsdag talte holdet 40 deltagere. Annemette er 19 år, og udover at være instruktør i svømmehallen underviser hun tillige elever fra handelsskolen, hvor hun selv på 2. år læser HHX. Zumba er en kombination af dans og fitness, og det uanset om bevægelserne foregår i vand eller på et gulv i en gymnastiksal. - Zumba arbejder med det vi kalder en skjult fitness, fordi udøverne ikke så tydeligt mærker den hårde træning, og det er dansens skyld, forklarer hun, og sådan er det også med aquazumba, som Annemette Briand også kalder zumba pool party. Aquazumba er organiseret af Thy Hallen, og Annemette Briand er ansat af hallen til at være instruktør. Aquazumba er fest, dans og motion til gennemtrængende latinamerikanske rytmer. Hun mener selv, at aquazumba er det sjoveste. - Vandet giver en naturlig modstand, og for det andet oplever deltagerne en fornemmelse af vægtløshed, fordi vandet bærer, og derfor er aquazumba godt til for eksempel gravide eller deltagere med skader, som sagtens kan deltage i aquazumba, fortæller Annemette Briand.